Det var en glad formand for HK Kommunal Nordjylland, Katharina Hauge Antonsen, der tog imod de mange tilmeldte ved indgangen til AKKC, der endnu engang husede HK Kommunal Nordjyllands generalforsamling.
I år var der måske også en smule ekstra sommerfugle i maven, da Katharina Hauge Antonsen selv var på valg til formandsposten, som vælges hver andet år.
Inden dørene åbnede til hovedgeneralforsamlingen klokken 17, kunne de tilmeldte besøge stande i foyeren, hvor de blandt andet kunne møde repræsentanter fra HK JobBørs, HK Nordjyllands Karriere- og Uddannelseskonsulent samt HK Ungdom Nordjylland.
Man må aldrig undervurdere en HK’er
Traditionen tro aflagde formanden årsberetningen på vegne af bestyrelsen for HK Kommunal Nordjylland. I år kom beretningen både omkring de igangværende OK26-forhandlinger, videreuddannelse og ikke mindst HK’ernes betydning på arbejdspladserne.
”Vi HK’ere er overalt, og alligevel bliver vi alt for ofte overset. Det er først, når tingene ikke fungerer, at HK’ernes arbejde bliver synligt. Når den rigtige vejledning ikke er der. Når sagsgange knækker. Når mennesker ikke kan få forklaret en afgørelse, de ikke forstår, og som de har ret til at forstå”, sagde Katharina Hauge Antonsen fra talerstolen.
Katharina Hauge Antonsen understregede også, at manglende synlighed ikke må betyde manglende anerkendelse fra arbejdspladsens side, og at HK’s medlemmer heller ikke havde nogen grund til at underdrive deres betydning:
”Den borgerrettede velfærd er ikke kun den, man møder i uniform. Det er også socialformidleren, der støtter de udsatte børn, skolesekretæren, der koordinerer mellem skole og hjem, og jobkonsulenten, der hjælper arbejdsløse i job eller uddannelse”.
Genvalg, nyvalg og 10 år på posten
Efter beretningen var det tid til at stemme om formandskabet for HK Kommunal for de næste to år. Katharina Hauge Antonsen var igen i år opstillet som kandidat til formandsposten og opnåede genvalg uden modkandidater, hvilket udløste et stort bifald i salen.
Da Katharina var blevet genvalgt, takkede hun hele salen for opbakningen:
”På søndag den 8. marts er det præcis 10 år siden, jeg blev valgt som formand i HK Kommunal Nordjylland for første gang. Derfor er jeg meget glad og stolt over, at I udviser mig tillid stor tillid som jeres formand”, lød det fra Katharina.
Fremadrettet er der både nye og kendte ansigter i sektorbestyrelsen for HK Kommunal Nordjylland. Der var nemlig genvalg for en lang række af bestyrelsesmedlemmerne, mens der efter delgeneralforsamlingerne var kommet nye ansigter til.
Det administrative DNA
Efter alle punkterne på generalforsamlingens dagsorden var overstået, fik Næstformand for HK Kommunal, Kasper Ejlertsen, ordet.
Kasper Ejlertsen havde også fokus på, hvor vigtige HK’erne er på deres arbejdsplads, og på hvor vigtige de administrative opgaver er:
”Det er det administrative arbejde, der binder os sammen. Det er vores DNA. Struktur, organisering og ordentlighed”, lød det fra Kasper Ejlertsen fra talerstolen i AKKC.
Da Kasper Ejlertsen var færdig med at tale, var der en kort pause i programmet, før der blev serveret mad for alle generalforsamlingens tilmeldte. Derefter var der underholdning i form af koncert med Rasmus Walter.
Der skal igen i år lyde en stor tak til opbakningen til generalforsamlingen – og til medlemsdemokratiet – og selvfølgelig et stort tillykke til både gen- og nyvalgte bestyrelsesmedlemmer.
Hvis du har nogle spørgsmål, input eller andet ift. HK Kommunal Nordjylland, er du altid velkommen til at skrive til formand for HK Kommunal Nordjylland, Katharina Hauge Antonsen, på mail Katharina.antonsen@hk.dk.