Der var vendt lidt op og ned på det sædvanlige program, da formand for HK Privat Nordjylland, Nina Heidelbach, bød velkommen. I år startede aftenen nemlig med spisning, før selve generalforsamlingen gik i gang.
Efter middagen var det tid til at byde velkommen. På bestyrelsens vegne afholdt Nina Heidelbach årets beretning. Her understregede hun blandt andet vigtigheden af et stærkt fællesskab, og at HK vil arbejde for, at medlemmerne får mere værdi ud af deres medlemskab.
”Vi skal sikre, at medlemskabet er relevant og værdifuldt. Vi skal tilbyde services, som vores medlemmer synes er relevante for dem”, sagde Nina Heidelbach.
I beretningen kom Nina også ind på den 6-måneders lange strejke, som fysioterapeuter i Frederikshavn og Sæby indledte i maj 2025 samt på lønforhandlinger, OK25, målprogrammet som følge af kongressen i november og kurser i AI.
Ønske om mere synlighed og information
Efter beretningen var det tid til ’gruppearbejde’. Ved hvert bord skulle medlemmerne diskutere spørgsmål som: ’Hvornår har du sidst mærket, at HK gjorde en forskel for dig eller en kollega?’, ’Hvilke udfordringer på arbejdsmarkedet bekymrer dig mest?’ og ’Hvad skulle HK fokusere mere på i morgen?’
Efterfølgende blev en mikrofon sendt rundt i salen, hvor flere af de fremmødte fortalte, hvad deres bord havde drøftet.
Der var blandt andet et ønske om, at man som medlem fik mere information i løbet af året om, hvad bestyrelsen arbejder med mellem de årlige generalforsamlinger. Der blev påpeget, at det ikke var alle, der fulgte med på sociale medier, men som stadig gerne vil følge med i arbejdet.
Formanden takkede efterfølgende for de mange input og kommenterede den feedback, der var blevet afgivet, inden det var tid til at drøfte indkomne forslag.
Debat om reducering af antallet af repræsentantskabsmedlemmer
’Skal antallet af repræsentantskabsmedlemmer reduceres?’
Det var aftenens helt store spørgsmål, da HK Privat havde stillet et forslag om, at antallet skulle reduceres fra 141 til 101.
Baggrunden for forslaget var, at det gennem flere år har været svært for HK Privat Nordjylland at stille med de medlemmer, der kræves af dem, fordi der ikke er nok, der melder sig.
Forslaget blev vedtaget ved afstemning, og sendes derfor videre til behandling i repræsentantskabet til april.
Ingen skift på formandsposten
Nina Heidelbach blev genvalgt som formand for HK Privat Nordjylland for de næste to år. Den konstituerede næstformand Ina Bergen blev onsdag aften officielt valgt som næstformand for det kommende år.
Efter formandsvalget blev der også valgt repræsentanter til HK Privat Nordjyllands bestyrelse, forbundssektorbestyrelsen og overenskomstgrupperne.
Aftenens sidste tale blev holdt af næstformand i HK Privat, Gitte Geertsen, inden generalforsamlingen blev rundet af med et oplæg fra skuespiller Thomas Bo Larsen, der fortalte om sit liv med misbrug og afhængighed.