
Du har lige takket ja til dit drømmejob.
Kontrakten lander i din indbakke, og du skimmer den hurtigt igennem. Umiddelbart ser det fint ud, og du skriver straks under.
Men måske har du overset noget vigtigt? Det er du langt fra alene om.
- Det er sjældent, at vi ser en kontrakt, hvor alt er, som det bør være, siger Kati Olesen, faglig sagsbehandler hos HK Midt.
Hun modtager dagligt henvendelser fra medlemmer, der vil have tjekket deres kontrakt, og i omkring halvdelen af tilfældene er der mangler.
- Vi opdager også ofte fejl, når medlemmer henvender sig af andre årsager, fx i forbindelse med løntjek eller opsigelser. Her kan vi se, at der også er fejl i kontrakten i cirka hver anden sag, fortæller Kati Olesen.
Ofte er disse fejl nemme at overse, fordi de slet ikke står i kontrakten.
Nogle fejl kan rettes op på, andre kan koste dig dyrt
Det kan være nemt at overse noget, der rent faktisk mangler i din kontrakt. Heldigvis bliver mange sager løst gennem dialog mellem medarbejder og arbejdsgiver, hvor kontrakten bliver rettet til.
- Men der er også en række “nice to have”-vilkår, som mange først opdager, når de får brug for dem. Problemet er bare, at hvis de ikke står i kontrakten, gælder de som udgangspunkt ikke, understreger Kati Olesen.
Det kan for eksempel være rettigheder som løn under barsel, barnets sygedag, uddannelse, årlig lønforhandling, hjemmearbejde, placering af arbejdstid samt betaling og afspadsering for overarbejde.
- Og hvis vi skal rejse en sag, kræver det, at vi kan håndhæve det. Har man ikke fået tjekket sin ret til løn under barsel, kan man risikere at stå uden løn, fordi det ikke er et lovkrav, men et “nice to have”, tilføjer Kati Olesen.
Her er 4 ting, du især skal holde øje med:
1. Er du omfattet af en overenskomst?
Det skal fremgå af din ansættelseskontrakt, om din arbejdsgiver er dækket af en overenskomst, og der skal være en klar henvisning til den konkrete overenskomst, som du er omfattet.
Du er nemlig sikret en række rettigheder til blandt andet løn, pension, arbejdstid og tillæg. Hvis det ikke fremgår af kontrakten, kan det være uklart, hvilke vilkår du er ansat på.
Din lokale afdeling kan desuden altid tjekke, om du er omfattet af en overenskomst - og hvilken.
2. Er du funktionær?
Arbejder du på kontor eller inden for administration, er du typisk omfattet af funktionærloven, som også sikrer dig en række grundlæggende rettigheder.
Det skal fremgå af din kontrakt, om du er funktionær, og hvilke vilkår der gælder for blandt andet løn, ferie, barsel og sygdom.
Din arbejdsgiver kan ikke aftale sig ud af lovens minimumsregler, heller ikke selvom det står i kontrakten. Du kan sammenligne det med at være forbruger i Danmark, hvor du også er beskyttet af en række love som forbrugeraftaleloven.
3. Hvad er dine ansættelsesvilkår egentlig?
En anden ting, du skal være særlig opmærksom på, er reglerne i den nye ansættelsesbevislov. Som medarbejder har du krav på mere detaljeret information om dine ansættelsesvilkår.
Du bør blandt andet tjekke, om det fremgår af din kontrakt, at du får tillæg i forbindelse med afskaffelsen af store bededag.
Din arbejdsgiver må som udgangspunkt heller ikke forbyde dig at have et bijob, medmindre det er uforeneligt med din ansættelse for eksempel ved en interessekonflikt.
4. Er du i fleksjob?
Det skal tydeligt fremgå, at der er tale om et fleksjob. Da du er ansat på nedsat tid, skal det stå klart, hvor mange timer du skal arbejde om ugen.
Der skal også stå oplysninger om særlige skånehensyn, som er aftalt med jobcenteret.
Kontrakten skal desuden henvise til en overenskomst. Hvis din arbejdsgiver ikke har en overenskomst, skal der henvises til en relevant, sammenlignelig overenskomst på området.
Husk, at du som medlem altid kan få juridisk hjælp og rådgivning af HK
Vil du have hjælp til at tjekke din ansættelseskontrakt, eller har du spørgsmål, er i tvivl eller har brug for rådgivning, så kan du altid kontakte din lokale HK-afdeling på telefon 70 11 45 45.
Det skal du vide om funktionærloven
- Du har ret til løn under sygdom. Det betyder, at du også har ret til at få udbetalt eventuelle tillæg.
- Du har krav på et opsigelsesvarsel. Længden på varslet afhænger af, hvor længe du har været ansat.
- Er du blevet opsagt uden saglig grund, har du krav på en godtgørelse.
- Din arbejdsgiver kan ikke give dig dårligere vilkår end lovens minimum - heller ikke selvom det står i kontrakten..
Tjek din lønseddel og undgå dyre fejl