- Det er sjovt at blive udfordret, lyder det fra Sofie Bech, der har fået nyt job hos Retten i Glostrup. Privatfoto
Hvorfor skifter du job?
Jeg kommer fra et job som serviceformidler i Jobcenter København. Det er lidt kringlet, for jeg var egentlig ansat i Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen i Københavns Kommune, men blev udlånt til jobcentret. Der er et par årsager til mit jobskifte. Jeg er flyttet fra Valby til Vestegnen og har fået lidt langt på arbejde. Og så kunne jeg godt tænke mig nye udfordringer og et arbejde, der var mere mig.
Jeg er ansat i et sagsbehandlingsteam i retsafdelingen, hvor vi varetager sagsbehandlingen af både straffesager og civile sager. For mig er det interessant at kunne bidrage til, at loven overholdes og hjælpe folk med at få en fair retssag. Jeg har altid gerne villet arbejde inden for politiet eller i retsvæsenet. Jeg føler lidt, at jeg nu er landet på den rette hylde. Jeg startede i jobbet 1. december 2025.
Hvad skal du lave i dit nye job?
Jeg sagsbehandler sager til retsmøder. Hvis der er nogle ændringer, sidder jeg sammen med min kollega og tilføjer dem. Vi sikrer, at dommerne ikke mangler noget, når de står i retten. En del af vores arbejde er at tale med borgere, som ringer ind. Vi klargør domme og sørger for, at vidner er indkaldt og har set indkaldelsen, så vi kan udføre retsmødet. Der er mange små detaljer, der skal være på plads inden et retsmøde.
I et job som dette skal man have et godt overblik, for opgaverne skifter hele tiden. Retssager gennemføres hurtigt. Det gælder om at være effektiv, så man skal være god til at holde hovedet koldt. Det er ikke fordi, at man ikke må tage den tid, som opgaven kræver, men det kræver lidt fart. I forbindelse med et retsmøde er der mange, der er afhængige af det arbejde, som jeg laver.
LÆS OGSÅ: "Man kan godt mærke en forskel mellem det civile og Forsvaret"
Selvfølgelig gør vi alt, hvad vi kan, for at undgå fejl. Når det går stærkt, og man fx sender noget ud med en forkert dato, så retter vi det. Man er selvfølgelig ikke glad for at lave fejl, men der er stor forståelse for, at det kan ske. Laver du en fejl, så er det fordi, du arbejder, lyder det her.
Det er en ny verden for mig, for det er ikke et fagområde, som jeg har erfaring med. Men jeg er meget glad for at lære nyt. Og jeg har nogle enormt kompetente kolleger, der er meget behjælpelige med at forklare, hvordan vi håndterer sagerne i hele processen.
Det er planen, at jeg får ansvar for egne civile- og straffesagsporteføljer. Så kommer jeg til at indgå i alle dele af sagsbehandlingen herunder, også i rollen som protokolfører i retten i forbindelse med større straffesager.
Beskriv Retten i Glostrup som arbejdsplads
Der er en god og respektfuld omgangstone på arbejdspladsen. Selv om der findes et naturligt hierarki, er der en klar forståelse for, at alle funktioner er nødvendige, og at vi ikke kan undvære hinanden. Jeg har fra starten følt, at alle teams spiller en vigtig rolle. Den indsats, som vi lægger i arbejdet for at få det hele til at gå op i en højere enhed, værdsættes. Samtidig er der masser af humor og grin, når vi holder pauser i løbet af dagen.
Nogle sager er grumme, og de belaster selvfølgelig. Vi er gode til at tale om dem, og ledelsen gentager hele tiden, at hvis der bare er det mindste, så skal man sige til, for så kan man få hjælp. Der er et stort fokus på trivsel og godt arbejdsfællesskab.
LÆS OGSÅ: Sådan får du en god start i dit nye job
Jeg er meget imponeret over måden, man arbejder på her i forhold til at opretholde loven og sikre, at de tiltalte og vidner bliver hørt og lyttet til. Vi har et stort ansvar, og det tager vi meget alvorligt. Jeg er enormt glad for mine nye kolleger og chefer. Og dommerne er gode at samarbejde med.
Hvad er det sværeste i dit nye job?
Det er at være sikker på, at jeg gør det rigtigt, for det er jo meget information her i starten. Der er mange termer, som er nye for mig. Jeg skal også lære nye it-programmer. Men jeg elsker at lære nye systemer og procedurer at kende. Min kollega er heldigvis rigtig god til at hjælpe, så der er altid en at spørge. Hvis jeg går lidt i stå, prøver jeg selv, om jeg kan finde ud af det, for måske kan jeg alligevel godt huske, hvordan det lige er.
Hvad ser du frem til i jobbet?
Jeg ser frem til på et tidspunkt at få ansvar for mine egne sager og selv stå for det. Lige nu sidder jeg med sagsbehandling af straffesager, men skal også i gang med civile sager. Der er meget at lære, og det glæder jeg mig til. Det bliver også spændende at blive protokolfører. Jeg er allerede megaglad for at være her. Retsvæsenet er et spændende og vigtigt område.
LÆS OGSÅ: Malene var hooked med det samme
Retten i Glostrup