Boligprogrammer er populære i TV. Jeg ser dem også. Og jeg taler om dem. Over madpakkerne i kantinen falder snakken ofte på vores nye køkkener, møbler eller udstyr, der frisker op og vækker en materialistisk glæde.
Det er helt naturligt, at boligen fylder meget i vores liv. Vi tilbringer mange timer i vores boliger. Og vi investerer gerne penge, tid og energi i vores boliger – og nogle gange blod, sved og tårer for at få det hele til at stå knivskarpt.
Det kan godt virke paradoksalt, at boliger fylder så meget i vores liv og samtaler. For statistikken viser, at mange danskere bruger næsten ligeså mange af de vågne timer på jobbet som i deres bolig.
En del danskere bruger flere vågne timer på job end i hjemmet. Mange danskeres vigtigste sociale kontakter – ud over familien – får de også via arbejdet gennem blandt andet kollegaer og netværk.
Vores job påvirker i meget høj grad vores sundhed, og kvaliteten af vores arbejdsliv afgør ofte også, hvor meget energi vi har til overs, når vi kommer hjem. Har vi energien til at nyde vores boliger og den nøje udvalgte sofa, når vi kommer hjem fra job?
Kort sagt: Vores arbejde er vigtigt for vores livskvalitet igennem hele livet. Derfor arbejder jeg hver dag for at få flere danskere til at engagere sig endnu mere for at udvikle kvalitet i deres arbejdsliv. Og jeg stiller konstant spørgsmål som:
Hvilken ’arkitektur’ har vi brug for i vores karriere, når arbejdslivet bliver længere og længere?
Hvordan kan vi bedst ’møblere’ vores arbejdsliv med nyttigt og godt udstyr, der giver os både trivsel og produktivitet?
Hvordan skal ’rumindretningen’ være på arbejdspladsen være for at forbedre vores fælles psykiske og fysiske arbejdsmiljø?
Hvordan kan vi udvikle arbejdspladser, så de både giver ’rum’ til individualitet og samtidig bidrager til, at vi får gode ’fællesrum’, hvor faglig vidensdeling og sociale behov kan udfolde sig?
Emnerne får stor betydning for vores fremtidige arbejdsliv. Derfor håber jeg, at vores interesse for at blive ’indretningsarkitekter’ på vores fælles arbejdsliv vil vokse endnu mere i fremtiden. Jeg vil arbejde videre for, at det bliver endnu mere naturligt at snakke om arbejdslivets arkitektur i dagligdagen, i vores kantiner og over hækkene mellem de nøje indrettede huse.
Måske kan jeg en skønne dag også se indretningsprogrammer i TV, hvor fokus er på, hvordan vi indretter vores arbejdsliv i dagligdagen. Det kan være titler som ’Mesterlige arbejdsliv’ eller ’Min luksuskarriere’. Og mens vi venter på, at de nye programmer forhåbentligt snart bliver produceret, så kan vi jo begynde i bedste ’gør-det-selv’-stil ved at blive indretningsarkitekter på vores individuelle og fælles arbejdsliv.
I disse dage har de statsansatte ekstra gode muligheder for at være med til at præge, hvordan deres arbejdsliv skal indrettes. Vi gennemfører nemlig i perioden fra den 16. april til den 4. maj en urafstemning blandt alle medlemmer om et nyt forslag til overenskomst – en overenskomst, som kan give endnu bedre muligheder for, at medarbejderne kan indrette deres arbejdsliv efter egne ønsker og behov.