Temaet på dagens møde var ’Input fra generalforsamlingen’.
Her startede vi med at drøfte nogle af alle de gode input, som I, medlemmerne af HK Privat Nordjylland, gav os under beretningsdebatten til generalforsamlingen i marts. Det er ikke løst på en enkelt aften, så det kommer vi til løbende at arbejde videre med indtil næste generalforsamling den 3. marts i 2027.
Der var blandet andet et ønske om at høre mere om bestyrelsens arbejde mellem generalforsamlingerne, og disse indlæg på HK.dk er et foreløbig forsøg på at imødekomme denne forespørgsel.
Et andet input var, at arrangementer kan opleves hurtigt udsolgt. Vi opfordrer altid til at melde sig til trods venteliste. Der sker ofte, at der bliver mulighed for at deltage, da nogle er nødsaget til at melde afbud. Er der rigtig mange på venteliste, tilbyder vi ofte dem plads først, hvis vi laver et ekstra arrangement.
Der var også et ønske om at høre flere af ’De gode historier’. Her vil jeg gerne bede om jeres hjælp, for hvis I hører noget rundt omkring på jeres arbejdspladser, som kunne bruges som den gode historie, så må I meget gerne kontakte mig. Så sørger jeg for det videre forløb, for vi vil hellere end gerne dele de gode historier. I kan skrive til mig på nina.heidelbach@hk.dk.
Efter generalforsamlingen i marts er der kommet nye ansigter i bestyrelsen, så derfor brugte vi også noget tid på forventningsafstemning i bestyrelsen. De nye ansigter er Kim Skovgaard, Henrikke Slej Andersen, Lone Broe Dalsgaard og Mark Schou Hansen. Vi vendte rigtig mange ting i den forbindelse, og det var blandt andet:
Vi havde også en gæst med til mødet, da min formandskollega Niels Wedege Petersen fra HK Privat MidtVest havde spurgt, om han ikke måtte deltage i et af vores bestyrelsesmøder. Han ville gerne se, om der var noget, som kunne inspirere ham i forhold til deres bestyrelsesarbejde.
Bestyrelsen fik sat kryds i kalenderen den 23. november 2026, hvor vi vender faglig handlingsplan sammen med medarbejderne i HK Privat Nordjylland. Derud over blev der aftalt sted og dato for generalforsamlingen næste år den 3. marts.
Så sæt allerede nu kryds i kalenderen onsdag den 3. marts 2027, hvor vi afholder generalforsamling i HK Privat Nordjylland. Vi har fået positiv respons på placeringen i år, så der har været genvalg til Comwell Hvide Hus i 2027.
I må også meget gerne sætte kryds tirsdag den 20. april 2027, hvor der afholdes repræsentantskabsgeneralforsamling i HK Nordjylland. Repræsentantskabsgeneralforsamlingen er afdelingens øverste myndighed, hvor fællesformanden aflægger beretning. Regnskab, vedtægter, politiske beslutninger og afdelingens fremtidige arbejde drøftes, og her skal vi – medlemmer af HK Privat Nordjylland - stille med et antal repræsentanter jf. vores medlemstal den 31.12.2026. Repræsentanterne vælger vi til generalforsamlingen i 2027, og det er også først i det nye år, vi ved, hvor mange vi skal vælge.
Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte mig på nina.heidelbach@hk.dk, hvis du har spørgsmål. Tak for din tid! Nina Heidelbach Formand for HK Privat Nordjylland