Foto: Linda Johansen
Til hverdag klargør de klinikken, tager imod patienter og får hverdagen til at køre på Colosseum Tandlægerne i Slagelse. I fritiden mødes de til jazzmusik, cafébesøg og Aperol Spritz.
For Maja Astrup og Tine Abelsen er relationen blevet mere end et godt kollegaskab.
- Tine er blevet min work wife. Det er hende, jeg tilbringer mest tid med ud over min familie, siger Maja Astrup.
Men netop fordi de både er veninder og kolleger, er de også opmærksomme på balancen. For et tæt venskab på jobbet kan give tryghed og arbejdsglæde – men det kan også skabe en lukket boble, hvis man ikke passer på.
- Vi prøver at holde samtalerne åbne, så alle kan være med. Vi drøfter som regel ikke vores privatliv i arbejdstiden, siger Tine Abelsen.
Ifølge erhvervspsykolog Mie Marie Hye-Hestvang kan tætte relationer på jobbet være en stor styrke, så længe de ikke står i vejen for fællesskabet.
- Tætte relationer kan give tryghed og støtte i hverdagen. Men de kan også lukke sig om sig selv, hvis man ikke er opmærksom. Når vi føler os udenfor, påvirker det både vores trivsel og vores samarbejde, siger hun.
Fra oplæring til Aperol efter fyraften
Netop deres fælles måde at gribe arbejdsopgaverne an på har været startskuddet til, at deres relation hurtigt kunne udvikle sig. Da Maja Astrup startede som tandklinikassistentelev i august 2024, var tempoet højt. Instrumenter skulle steriliseres, tænder pudses, opkald besvares og patienter tages imod. Opgaverne stod i kø.
- I begyndelsen var der derfor ikke meget plads til andet end arbejdet. Vores relation var meget arbejdsrelateret. Men jeg havde brug for at tjekke ind og sikre, at vi fik hverdagen til at hænge sammen. Heldigvis var Tine virkelig god til at lære mig op, og efterhånden fik vi også lidt mere luft, fortæller Maja Astrup.
Midt i den friske luft opstod muligheden for at lære hinanden at kende. Og en solskinsdag tog relationen en drejning.
- Jeg kan huske, jeg sagde: “Det er Aperol-vejr, skal vi ikke finde en café efter arbejde?” siger Maja Astrup.
Til at begynde med var Tine Abelsen en smule tilbageholdende. Men som samtalen gled fra arbejde til alt muligt andet, gik det op for dem, at de havde mere til fælles end blot hverdagen på klinikken. De deler blandt andet interessen for jazzmusik, og siden er der opstået flere gode grunde til at ses uden for arbejdstiden. Venskabet har også åbnet op for nye sider hos dem begge.
- Med Maja har jeg fået en veninde, jeg kan tale fortroligt med. Hun er god til at stille spørgsmål og få min hjerne til at eksplodere, siger Tine Abelsen.
Hun er født og opvokset i Grønland og flyttede senere til Danmark.
- Jeg kendte ikke nogen, da jeg kom hertil, så det har handlet meget om arbejde. Men det kan hurtigt blive en rutine at gå på arbejde. Nu, når jeg har fået en veninde i Maja, er det blevet sjovere at gå på arbejde, siger hun.
Det giver tryghed i hverdagen

Det, Tine Abelsen beskriver, er ikke bare hendes personlige oplevelse. Det handler også om trivsel på arbejdspladsen. For det at have en kollega, man kan betro sig til, spiller en vigtig rolle for, hvordan vi har det på jobbet.
Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø hænger trivsel blandt andet sammen med det, man kalder De seks guldkorn, som er seks faktorer, der tilsammen skaber et godt arbejdsliv. Her spiller især to ting en central rolle: mening i arbejdet og social støtte fra kolleger.
- Når vi oplever, at vores arbejde giver mening, og at vi har nogen at gå til i hverdagen, bliver det både lettere at håndtere travlhed og mere meningsfuldt at gå på arbejde. Tilknytningen til arbejdspladsen betyder, at vi kan klare meget, hvis vi har nogen at læne os op ad, siger erhvervspsykolog Mie Marie Hye-Hestvang.
Og det kan især Maja Astrup genkende. Hun har gennem sit arbejdsliv været vant til at arbejde tæt med mennesker, hvor samarbejde og gode kolleger er afgørende. Tidligere arbejdede hun som socialpædagog, hvor arbejdet også fyldte meget uden for arbejdstiden.
I dag oplever hun et tydeligere skel mellem privatliv og arbejdsliv, men også en anden form for tryghed i hverdagen.
- Mit venskab med Tine giver mig en psykologisk tryghed. Det betyder meget, at jeg har en kollega, jeg kan gå til og betro mig til, uden at vores kolleger nødvendigvis bliver involveret i de ting, vi bøvler med på arbejdet eller privat, siger hun.
Ifølge Mie Marie Hye-Hestvang er det vigtigt at skelne mellem den fortrolighed, man kan have med enkelte kolleger, og det, man i faglig sammenhæng kalder psykologisk tryghed:
- Psykologisk tryghed handler om, at man i en gruppe tør sige sin mening, stille spørgsmål og dele fejl uden at være bange for negative konsekvenser. Tætte relationer kan understøtte det – men det kræver også, at der er plads til alle i fællesskabet.
De husker på ikke at blive en lukket boble
Det kan altså have mange fordele at være venner med sin kollega.
- Rent fagligt er vores venskab noget, vores chef bemærker ved, at toget kører, når vi er på arbejde sammen, og der er ro på bagsmækken, siger Maja Astrup.
Men de to veninder er også opmærksomme på ikke at lukke sig om sig selv. Alle mennesker er forskellige, og vi behøver ikke alle være venner. Men vi er afhængige af hinanden på arbejdspladsen, så vi er meget bevidste om ikke at danne vores egen boble, siger hun.
For dem handler balancen mellem venner og kollegaer om at kunne skifte mellem rollerne.
- Vi er gode til at aflæse hinanden og finde ud af, hvad der hører til arbejdet, og hvad der er privat. Og vi prøver at holde samtalerne åbne, så alle kan være med. Vi drøfter som regel ikke vores privatliv i arbejdstiden, understreger Tine Abelsen.
Netop den balance er afgørende, forklarer erhvervspsykolog Mie Marie Hye-Hestvang:
- Vi har et stort behov for sociale relationer. Tætte relationer kan være en styrke, fordi de giver tryghed og støtte i hverdagen. Men de kan også lukke sig om sig selv, hvis man ikke er opmærksom. Når vi føler os udenfor, påvirker det både vores trivsel og vores samarbejde. Hun sammenligner det med en daginstitution, hvor børnene naturligt indgår i forskellige fællesskaber:
- Det er ikke nødvendigt, at alle er i indercirklen. Men hvis nogen hele tiden står udenfor, kan det skabe mistrivsel.
Vil du undgå, at venskab på jobbet bliver svært?
Få erhvervspsykologens 7 råd til at holde balancen mellem kolleger og venner
Sådan styrker I trivsel på arbejdspladsen med de seks guldkorn
1. Krav i arbejdet
2. Indflydelse
3. Mening i arbejdet
4. Social støtte
5. Forudsigelighed
6. Anerkendelse og belønning