Jordbærtærten var ikke kun til de to. Den skulle nemlig deles med 96-årige Karl Vind Poulsen – en herre der siden den 1. maj 1946 har været medlem af HK. Og det skulle fejres. Det er nemlig ikke hver dag, vores medlemmer har 80-års jubilæum i HK.

 

Jubilaren Karl bor i Nørresundby med sin hustru Erna, som han har været gift med siden den 21. juli 1956. Da vi ankom til Karls hus, blev vi budt velkommen af datteren, Jette, der i dagens anledning hjalp sine forældre med at brygge den kaffe, vi fik.

Karl Vind Poulsen

 

Vi blev budt indenfor, og huset bar præg af et langt, dejligt og begivenhedsrigt liv. På væggene hang der nemlig billeder af parrets to børn, fem børnebørn og syv oldebørn. Om ikke længe kan parret tilføje billeder af yderligere to oldebørn på væggen. På de to tablets i stuen kørte billeder fra familiens mange begivenheder – begivenheder der har inkluderet diverse fejringer og parrets ferier til Kroatien, England, Skotland, Irland, Spanien og især Mallorca, hvor en af parrets børn har et hus.

 

Og det var ikke kun i privatlivet, der har været fart på. Karl har også haft et begivenhedsrigt arbejdsliv. Karl er oprindeligt fra Thy og flyttede efterfølgende til Aalborg. Han har arbejdet i flere forskellige industrivirksomheder, primært indenfor stål og VVS. Han har arbejdet på lager, og senere hen blev han ansat på kontor hos Sanistål, der i dag er opkøbt af Ahlsell. Han fortalte, at han også har været på værftet, og de områder, han har arbejdet mest med, var fakturering. Karl kunne berette om forskellige steder, han har arbejdet, og det er tydeligt, hvordan arbejdsmarkedet og arbejdsmiljøet kontinuerligt har ændret sig siden dengang.

 

Da Karl blev pensionist, begyndte hobbyer som kortspil, folkedans og madlavning at fylde mere. Og Karl følger stadig utrolig meget med i, hvad der sker. Derfor fik vi også et spørgsmål om, hvordan vi som fagforening folder os til ”(…) det der AI?”. Vi kvitterede selvfølgelig med at fortælle, hvordan HK ser AI mere som en løftestang for bestemte opgaver, og sandelig ikke som erstatning for medarbejdere. Til det svarede Karl: ”Der er også meget, I skal holde styr på som fagforening”, og det kan vi jo kun give ham ret i.

 

For samfundet har også ændret sig meget i løbet af de sidste 80 år. Blot i Karls arbejdsliv ændrede arbejdsmarkedet sig meget, og selvom Karl berettede, at han kun havde brugt HK i forbindelse med en strejke og en fyring, anerkendte han fagbevægelsen for dens arbejde: ”Det er godt at have jer i ryggen, hvis der skulle ske noget!”, lød det fra Karl.

 

Jordbærtærten blev spist, kaffen nydt og samtalen gik på Karls lange liv med både arbejde, ferier, hobbyer og familien. Ved siden af jordbærtærten stod det fine Georg Jensen fad, Karl havde fået fra HK Nordjylland i forbindelse med sit jubilæum – en hilsen til Karl med tak for sin loyalitet til fagbevægelsen gennem årene.

 

Vi er utrolig glade for, vi måtte komme på besøg hos Karl og Erna, der tog godt imod os – og jordbærtærten.