Tidsregistering

”Jeg ser det ikke som arbejdstid, hvis der kommer en sms eller lignende,” svarer et HK Privat-medlem i en rundspørge om registrering af arbejdstid.

I rundspørgen, som vi bragte i nyhedsbrevet før sommerferien, svarer 4 ud af 5 HK Privat-medlemmer, at de registrerer timer, hvis de arbejder mere end det timetal, der er aftalt.

Men samtidig har knap 3 ud af 4 en bagatelgrænse for, hvornår de registrerer arbejdstid. Fx, hvis de bliver kontaktet arbejdsmæssigt eller læser arbejdsrelaterede mails uden for deres almindelige arbejdstid.

- Jeg synes, det er bekymrende, at så mange har en bagatelgrænse for, hvornår de registrerer arbejdstid. HK Privats holdning er, at man som medarbejder skal registrere al sin arbejdstid. Også selv om man kun arbejder nogle få minutter ekstra hver dag. For hvis man ikke registrerer tiden, forærer man i bund og grund noget af sin arbejdskraft kvit og frit til arbejdsgiveren Og selv en halv time om ugen kan blive til rigtig meget i det lange løb, som vores beregner også viser, siger Christoffer Marckmann, faglig chef i HK Privat.

Gør arbejdstiden synlig

For rigtig mange medlemmer ligger bagatelgrænsen på 10 minutter. Kan et opkald eller en mail klares på under 10 minutter, registreres tiden ikke.

- Det er vigtigt, at al arbejdstid kommer frem i lyset. Dels risikerer man, at forventningen til, hvad man skal præstere, stiger, fordi en del af arbejdet ikke er synligt for arbejdsgiveren. Dels får man klarhed over, om arbejdsgiveren rent faktisk ønsker, at man lægger så meget ekstra arbejdstid, forklarer den faglige chef.

Den ekstra arbejdstid kan hurtigt løbe op. Er det fx en time om ugen i gennemsnit, så svarer det til cirka 45 timer om året eller lidt over 6 ekstra arbejdsdage.

- I sidste ende er det jo arbejdsgivers ret at beslutte, om man vil pålægge overarbejde og betale for, at en medarbejder arbejder uden for den aftalte arbejdstid. Vil arbejdsgiveren ikke det, så kan medarbejderen med god samvittighed holde helt fri. Og så er det vigtigt at kunne adskille arbejdstid og fritid, så det ikke smelter sammen, og man ikke får tid til at slappe af og lade batterierne op, tilføjer Christoffer Marckmann.

Vil du have tal på, hvad du går glip af, hvis du ikke registrerer al din arbejdstid?

Prøv vores beregner ”Hvad koster det gratis arbejde”

Er du i tvivl, om den måde du skal tidsregistrere på, er korrekt, så kontakt HK Privat.

Ring 70 11 45 45 eller bestil et opkald her

Om tidsregistrering

Formålet med loven om tidsregistrering er at sikre, at du kan dokumentere din arbejdstid. Derfor er der en række krav, som skal være opfyldt.
  • Din arbejdsgiver skal stille et system for tidsregistrering til rådighed for dig.
  • Der er ikke fastsat detaljerede krav til, hvordan systemet skal se ud, men det skal være objektivt, pålideligt og tilgængeligt.
  • Du skal bruge systemet, hvis din arbejdsgiver har indført det.
  • Systemet skal kunne registrere antal arbejdstimer, men der er ikke krav om, at det kan registrere, hvornår du starter med at arbejde, og hvornår du slutter. Dog anbefaler HK Privat, at et arbejdstidsregistreringssystem tager højde for arbejdstidens placering.
  • En meget snæver gruppe af ledende medarbejdere med meget vid selvbestemmelse over arbejdstiden skal ikke registrere arbejdstid (selvtilrettelæggere).

    Loven trådte i kraft 1. juli 2024.

Vis mere

1.003 medlemmer har svaret på rundspørgen

Sådan svarer nogle af medlemmerne i rundspørgen:

  • Jeg registrerer ikke, da jeg har en høj fleksibilitet i forhold til arbejdstid.
  • Læser mails om morgenen på telefonen, inden jeg kører på job for selv at have et overblik på opgaver for dagen.
  • Det kommer meget an på situationen, hvis det er noget jeg selv gør for min egen skyld, eller jeg gør det for andres behov.
  • Burde gøre det hele tiden, men hvis det kun tager 5 minutter, gør jeg det som regel ikke.
  • Det tager mere tid at registrere end blot at gøre det.

 

Læs mere Registrering af arbejdstid