Det har været en stejl læringskurve for formand for HK Stat Nordjylland, Kenneth Bredmose Rasmussen, efter han i marts overtog rollen fra den daværende formand, Pernille Sommersang Siegenfeldt. Månederne har været hektiske, men Kenneth har haft et stærkt HK Stat-team i ryggen, nemlig de to faglige konsulenter Morten og Michael samt sagsbehandler Camilla. I daglig tale omtales de fire som ’Statsrådet’, og ’Statsrådsmøder’ hver 14. dag skaber rammerne om det HK Stat Nordjylland, vi kender.
Samarbejdet er i højsædet, og de fire medlemmer af statsrådet holder skruen i vandet, drøfter hvad der fylder for de statslige medlemmer i Nordjylland og taler om aktuelle emner, der er relevante for medlemmerne.
Senest har et af emnerne været den nyeste rapport udarbejdet af HK Stat, hvor det fremgår, at der fortsat er en række problematikker på de statslige arbejdspladser – og det er ikke gået Kenneths næse forbi:
”Flere af vores medlemmer af HK Stat oplever fortsat et højt arbejdstempo, hvor kvaliteten er under pres og stressniveauet stigende. Flere har ikke tid til deres pauser, og flere arbejder i deres fritid. Det er en alarmerende tendens og udvikling”, fortæller Kenneth.
Det er ikke lige frem lutter lagkage, men Kenneth tillader sig at være glad for, flere statslige arbejdspladser er flyttet ud af hovedstadsområdet og ud i ’provinsen’: ”Jeg kommer selv fra Motorstyrelsen, der siden 2018 har ligget i Aalborg, og som var en del af den statslige udflytning. Dengang var der bekymringer om, hvorvidt man kunne finde kvalificeret arbejdskraft udenfor hovedstadsområdet – en ytring jeg finder fuldstændig absurd. Selvfølgelig er der kvalificeret arbejdskraft i hele Danmark, og udmeldinger som den er kun med til at fostre en opfattelse af et A og B hold – Hovedstaden versus resten af Danmark”, lyder det fra Kenneth, der ikke mener, opdelingen gavner det samarbejde, der er så vigtigt for, at de statslige arbejdspladser kan samarbejde, udvikle sig og fortsat være fagligt stærke i at sikre en del af det velfærdssamfund, vi kender.
Dertil kommer selvfølgelig også snakken om effekterne af statens arbejdsprogram. Der er tidligere fra politisk side taget beslutning om decentralisering fra hovedstaden til provinsen, hvor de statslige arbejdspladser bliver spredt mere ud i hele landet: ”Der er et dilemma i, at opsagte medarbejdere i provinsen ikke blot bliver til ’nye’ stillinger i hovedstaden efterfølgende for på den måde at centralisere igen”, lyder det fra Kenneth, der løbende holder øje med udviklingen for de statslige arbejdspladser.
Kenneth ved, de statsansatte yder et stort stykke arbejde, og derfor mener han også, det er vigtigt at beholde den høje kvalitet i opgaveløsningen: ”Regeringen må gøre op med sig selv, hvad de vil. Vil de beholde høj kvalitet i statsapparatet og i skatteforvaltningen, eller vil de fortsat afskedige medarbejdere og potentielt ende med en ny sag om skattefusk og unddragelse af midler til statskassen? Regeringen kan ikke både blæse og have mel i munden”, fortæller Kenneth, der også fortæller, det i sidste ende både er medarbejdere og danske skatteydere, der lider under regeringens manglende beslutningstagen.
”Jeg har selvfølgelig også forsat fokus på, hvordan både forsvaret og politiet skal styrkes. Der er forsat stor diskussion om hvor og hvordan, og der ligger der selvfølgelig også spørgsmålet om, hvorvidt vores HK’ere kan løfte nogle af de administrative opgaver”, lyder det afslutningsvist fra Kenneth, der allerede nu er begyndt at lave de indledende øvelser til planlægningen af sin første generalforsamling i marts 2027. Her kommer udviklingen på det statslige område selvfølgelig til at være i fokus, når medlemmer af HK Stat Nordjylland inviteres til årets største begivenhed i afdelingssektoren.