
Midt i fejringen af bryllupper og jobskifter er det de færreste, der tænker på pensionsordningen. Men hvis man glemmer det, kan det komme til at koste én dyrt. Illustration: Mostphotos.
August er den måned, hvor flest i Danmark bliver gift og skifter job. Men midt i fest, nye rutiner og forandringer glemmer mange pensionen. Og det kan blive en dyr forglemmelse.
I en ny Epinion-undersøgelse foretaget for Sampension blandt cirka 1.000 danskere svarer henholdsvis 76 procent og 45 procent af dem, som angiver at være blevet gift eller har skiftet job inden for de seneste 3 år, at de ikke tjekkede pensionsordningen i den forbindelse.
Selvom det er helt naturligt, at pension ikke er det første, man tænker på, når der sker større forandringer i livet, opfordrer rådgivningsleder i Sampension Helle Dalsgaard til, at man alligevel bruger 5 minutter på at tjekke sin pensionsordning.
- Bliver man fx gift eller køber bolig sammen, så bør man kigge på forsikringerne i pensionsordningen og sikre sig, at man er godt dækket og fx kan blive boende i boligen, hvis uheldet er ude, og den ene ægtefælle eksempelvis bliver alvorligt syg og ikke kan arbejde mere, siger hun.
Pension deles ikke ved skilsmisse
Derudover påpeger Helle Dalsgaard, at det kan være en god idé for nygifte at få forholdsvis hurtigt styr på, hvad der skal ske med økonomien og herunder pensionerne, hvis man skulle ende med at gå fra hinanden.
Modsat den øvrige formue bliver pensionsopsparinger nemlig som udgangspunkt ikke delt ved skilsmisse. I stedet tager parterne hver deres pensionsopsparing med sig ud af ægteskabet.
LÆS OGSÅ: Kvinder har typisk lavere pension end mænd – men ikke i HK Kommunal og Stat
Nyt job og flere pensionsordninger
Rådgivningslederen peger desuden på, at det også er en god idé at give pensionen et eftersyn, hvis man er startet på et nyt job efter sommerferien.
- Med et nyt arbejde kan der følge en ny pensionsordning, og det kan betyde, at man har pensioner flere steder. Er det tilfældet, skal man undersøge, om man med fordel kan samle pensionerne ét sted. På den lange bane kan der nemlig være mange penge ekstra at hente til pensionstilværelsen, hvis man ikke betaler omkostninger flere steder, siger Helle Dalsgaard.
Beregninger fra Sampension viser, at hvis man fx som 35-årig samler sine pensioner og sparer 1.500 kroner om året i administrationsomkostninger, kan man se frem til 61.000 kroner mere, når man skal på pension.