Privatfoto

Når vi taler om dårlig tone i butikkerne, handler det ofte om kunder, der taler grimt til medarbejderne. Men tonen mellem kollegerne betyder også meget for, hvordan det er at gå på arbejde - uanset om det er i en butik, på et kontor eller et lager. Det ved Johannes Lund, der er arbejdsmiljørepræsentant i REMA 1000 i Viby J.

 

- Det var meget normalt, at der var nogle, der gav hinanden en lammer eller brugte grimme ord i forbifarten. Det påvirker jo en arbejdsplads meget negativt og giver et virkelig dårligt indtryk til særligt nye medarbejdere, fortæller Johannes Lund.

En ny chef gjorde en forskel

Et vigtigt vendepunkt kom, da Johannes blev valgt som arbejdsmiljørepræsentant, og butikken samtidig fik en ny chef, der prioriterede det psykiske arbejdsmiljø.

- Vi har en chef, der virkelig lyttede til os. Han synes, det er vigtigt, at vi kan tale med hinanden, og at vi har det godt på arbejdspladsen, siger Johannes.

Men indsatsen går begge veje. Siden har de sammen arbejdet målrettet med tonen og fællesskabet. Johannes gør blandt andet meget ud af at tale med kollegerne og byde nye medarbejdere velkommen.

- Hvis man vil nå de store skridt, er man nødt til at tage nogle små først. At sige tak eller spørge en kollega, hvordan han eller hun har det, kan gøre en stor forskel, siger han.

Mere lyst til at gå på arbejde

Forandringen er ikke sket fra den ene dag til den anden. Men Johannes oplever, at den kan mærkes.

- Vi ser flere, der har lyst til at blive på arbejdspladsen, færre sygemeldinger og generelt mere trivsel. Folk virker gladere, og vi glæder os mere til at komme på arbejde, siger han.

Ifølge Johannes har samarbejdet med ledelsen været afgørende.

- Ledelsen og arbejdsmiljørepræsentanten skal kunne samarbejde om det. Det er vigtigt, at medarbejderne ved, at chefen lytter og tager det alvorligt.

Og den gode tone har ikke kun betydning for kollegerne.

- Vi skal sørge for, at vores kunder er glade. Men det er også vigtigt, at vi som kolleger er glade. Det smitter af på den service, vi giver kunderne, siger han. 

Har I en hård tone på din arbejdsplads? 

Hvis du er en af dem, der oplever en grim tone, er det vigtigt, at du ikke står alene med det. 
Læs mere her om, hvad du kan gøre.