”Din sygdom og dit fravær sammen med dit barn belaster vores produktion”. ”Dit barns handicap eller dit familiemedlems sygdom stiller for store krav om særlige hensyn til dig som medarbejder på vores arbejdsplads”. ”Dit fravær til fertilitetsbehandling går ud over arbejdspladsens produktion”.

 

Vi oplever desværre oftere og oftere, at vores medlemmer i staten hører lignende udsagn, når de rammes af livets udfordringer f.eks. på grund af egne eller familiemedlemmers udfordringer med helbredet.

 

Det er en udvikling, vi er ekstremt ærgerlige over. Vi MÅ i højere grad kunne indrette arbejdsmarkedet på en måde, så medarbejdere ikke skal fyres, blot fordi de i en periode rammes af fravær.

 

Heldigvis har medarbejderne visse rettigheder forhandlet frem gennem overenskomster og love. Derfor har medarbejderne i nogle situationer ret til fravær når livets udfordringer rammer. Men undtagelserne i reglerne er desværre ofte mange – og fortolkningen af reglerne strammes op på mange arbejdspladser.   

 

Det er imidlertid ofte en stor fordel, hvis en arbejdsgiver udviser tålmodighed overfor medarbejdere, der i en periode har brug for helt eller delvist fravær - og måske nogle særlige hensyn.

 

Det koster nemlig ofte dyrt, hvis arbejdsgiveren hurtigt mister tålmodigheden og afskediger medarbejderen. Først og fremmest for den medarbejder, som risikerer fyring. Men også for kolleger, leder og kunder i virksomheden. For når en medarbejder får en fyreseddel, så vinker arbejdspladsen farvel til vigtig viden og erfaring.

 

I kroner og ører kan det faktisk også være en dyr fornøjelse, når en arbejdsgiver fyrer en medarbejder, der kunne komme godt tilbage i jobbet. For en afskedigelse udløser ofte en masse midlertidige omkostninger i form af overarbejde til kolleger, ansættelse af en ny medarbejder og indkøring af den nye kollega.

 

Når arbejdsgiveren sender signaler om mindre tålmodighed med medarbejdere, der i en periode har behov for særlige hensyn, så skader det også arbejdsmiljøet. Når medarbejdere kan se, hvordan en eller flere kolleger får fyresedler, fordi de blev ramt af sygdom hos sig selv i familien, så giver det en latent utryghed hos alle medarbejdere på arbejdspladsen. For tør man så selv melde sig syg? Tør man søge om at få særlige hensyn, når børn eller familiemedlemmer rammes af sygdom og ulykke og derfor har særligt brug for fleksibilitet og hjælp i en periode? Hurtig afskedigelse af medarbejder kan nemt sprede sig i form af psykologisk utryghed i hele virksomheden. 

 

Samtaler med vores tillidsvalgte og medlemmer på de statslige arbejdspladser i Nordjylland viser desværre, at forholdene på mange statslige arbejdspladser forværres. Det virker som om, at den aktuelle fokus på besparelser yderligere har forkortet de statslige arbejdsgiveres tålmodighed. Mange arbejdsgivere i staten reagerer måske endnu hurtigere, fordi de i forvejen er presset af stramme budgetter. Derfor bliver der endnu hurtigere kaldt til sygefraværssamtaler. Og hvis medarbejderen ikke kan imødekomme optrapningsplanerne og kravene fra arbejdsgiveren, ja, så kommer fyringen fyresedlen i mange tilfælde lidt hurtigere.

 

Jeg vil gerne appellere til, at arbejdsgiverne i staten tager menneskelige hensyn, når medarbejdere rammes af livets udfordringer. Når sparekravene vokser, så gælder det fortsat om at passe godt på den menneskelige kapital og den tillid, som er guld værd for enhver arbejdsplads - både i medgang og modgang.