Juris er er indtil videre ekspert i funktionærloven og den største kommunale overenskomst KL Administration & IT. Hele sommeren har været testperiode, og nu er Juris svar så gode, at svarene kan bruges til medlemmerne.

”Jeg er faktisk meget imponeret over, hvor gode svar vi får nu. Men jeg må indrømme, at jeg var meget skeptisk i starten. Der har også været fejl undervejs, fordi Juris hallucinerede og tog chancer med nogle svar, som simpelthen ikke var rigtige. Så det er først nu efter nogle justeringer, at jeg føler mig tryg ved at kunne bruge svarene”, fortæller faglig sagsbehandler, Peter Bertelsen, der har været kollega med Juris siden juni.

Juris er lavet af det eksterne konsulentfirma Pawise Aps, som har opbygget en lukket søgemaskine tilpasset HK Sydjylland. Det betyder, at den ikke kan hallucinere med svarene igen, da der ikke er adgang til andre informationer end dem, der bliver lagt ind i sprogmodellen.

Stinna Pinstrup, er faglig konsulent og en anden af Juris kolleger. Hun er også nu ved at få svar, som kan bruges direkte til medlemmerne.

”Jeg kan spare rigtig meget tid. Normalt skulle jeg selv søge efter domme, der kunne danne præcedens i forskellige sager. Nu kan jeg bare søge via Juris, og så kommer den selv med eksempler på retspraksis, fortæller hun.

Både Peter og Stinna kigger svarene igennem med menneskeøjne, men Juris svar imponerer, fordi de nu både er faktuelt rigtige og velskrevne.

”Den kommer med mere ensartede svar, og har nogle formuleringer, som beskriver komplekse sager, så man forstår dem. Det gør også vores service overfor medlemmerne bedre, når Juris laver det såkaldte rugbrødsarbejde, og vi så kan bruge mere tid på at tage os af de mere komplekse sager”, siger Peter og Stinna samstemmende.

De bruger også Juris som second opinion. Hvis de selv har et svar, så tester de også lige spørgsmålet af på Juris. Og heldigvis er Juris meget ofte enig. Men den har også været så smart, at den har kunnet linke til andre domme. Så lige nu er AI ikke så tosset. Med tiden er det også meningen, at hele sagsbehandlergruppen skal have adgang.

Det er dog vigtigt at understrege, at Juris bruges i henhold til de gældende GDPR-regler. Det betyder, at der ikke må skrives personfølsomme oplysninger ind.