HK.dk logo

Nyhed

HK: Cybersikkerhed handler også om trygge medarbejdere

Når kommunernes it-drift samles i nye enheder, skal medarbejderne have indflydelse på og klar besked om deres fremtidige arbejdsforhold, lyder det fra HK Kommunals formand.


Lene Roed, formand for HK Kommunal, tænker også på medarbejderne i forbindelse med de nye fælles it-enheder. Foto: Tom Ingvardsen

- Fastholdelse og inddragelse er en del af arbejdet med sikker drift. Sådan siger Lene Roed, formand for HK Kommunal, om de nye fælles it-enheder.

De seks nye fælleskommunale it-enheder skal inden udgangen af 2027 have overtaget kommunernes server- og netværksdrift. Baggrunden er, at man vil have samlet kritiske it-opgaver for at styrke cybersikkerheden og skabe større faglige miljøer.

Tryghed og fastholdelse

HK Kommunals formand er ganske enig i målet om at skabe stærkere cybersikkerhed, der både er i borgernes og medarbejdernes interesse.

Men hun advarer i et interview i de kommunale it-chefers magasin, Kita, om, at usikkerhed om it-medarbejdernes arbejdsforhold i forbindelse med etableringen af de nye enheder kan få dygtige medarbejdere til at søge væk. Dermed risikerer kommunerne at miste vigtig viden midt i en stor omlægning, pointerer hun.

Medarbejdernes tryghed hænger ifølge Lene Roed tæt sammen med målet om sikker drift.

- De mennesker, der skal få overgangen til at lykkes, skal kunne se sig selv i den nye hverdag. Der er behov for størst mulig klarhed for medarbejderne om deres fremtidige arbejdsforhold, understreger hun.

Kommunerne skal fortælle medarbejderne, hvad der er besluttet, hvad der stadig er åbent, og hvornår der kommer svar, lyder det fra formanden. Hun tilføjer, at man ikke kan afklare alt på én gang, men at man kan skabe retning undervejs.

Inddragelse giver værdi

For den enkelte medarbejder handler det om at få et grundlag for at forstå sin fremtid. Besked om næste skridt og en tydelig tidsplan kan gøre det lettere at forholde sig til ændringerne. Også når der fortsat er spørgsmål, som ingen kan besvare endnu, mener Lene Roed.

Medarbejderinddragelse skal samtidig være en integreret del af arbejdet med sikker drift.

- Medarbejderne har viden om de daglige opgaver og om det samarbejde, der får systemerne til at fungere. Den viden skal med, når den nye arbejdsdeling formes. Inddragelse giver mulighed for at pege på problemer og bidrage til løsninger, før ændringerne bliver til hverdag, siger Lene Roed.

Opgaverne skal vurderes hver for sig

For HK Kommunal skal organiseringen af it-driften tage afsæt i opgaven. Nogle opgaver kan vinde ved større faglige miljøer. Andre kræver nærhed til kollegernes arbejdsgange og borgernes behov.

- Det afgørende er ikke, om en opgave kan centraliseres, men hvor den løses bedst, siger Lene Roed.

Ifølge økonomiaftalen mellem KL og regeringen er det ambitionen, at de nye enheder frem mod 2030 også skal overtage brugerstyring samt servicedesk og support.

Artiklen er opdateret 06. oktober 2026