Illustration af datacenter: Mostphotos

 

Fra 2027 skal der være etableret 4-5 fælleskommunale IT-driftsenheder, som samler it-kritiske opgaver. Det politiske formål er primært at styrke cybersikkerheden mod trusler udefra samt at samle server- og netværksdrift i større enheder – og sekundært at skabe bedre og større faglige miljøer, der generelt sænker sårbarhed.

Status og problematikker for disse nye enheder blev debatteret på ”IT og digitaliseringskonferencen OffDig” i Århus for nylig.

Selv om der i første omgang kun tales om drift af servere og netværk, så ligger der på sigt en mulig overførsel og altså centralisering af opgaver som it-support, brugerstyring mv.

Hvor er smertegrænsen for centralisering?

Derfor lød et spørgsmål fra salen til Lone Juric, it-chef i Århus Kommune: Hvor går din smertegrænse for, hvor mange decentrale opgaver der bør overføres. For hvis mange opgaver og medarbejdere overføres, risikerer man så ikke, at kommunerne må ansætte egne lokale it-folk?

– Det, jeg kan sige nu, er, at min smertegrænse går der, hvor vi decentralt stadig kan understøtte vores egen forretningsnære digitale udvikling og drift. Altså vores lokale behov for udvikling skal dækkes.

Alt hænger jo sammen it-mæssigt

Børge Knudsen, Aalborg Kommune og projektleder for det nordjyske it-samarbejde NorDig, var mere direkte – også som tegn på, at man i det nordjyske har samarbejdet tæt i flere år og er klar til at gå længere i den centrale model end i det midtjyske.

– Alt hænger sammen. It er jo én lang værdikæde og forbundne kar, hvor det er svært at sætte en grænse for, hvad der skal overføres. Det vil være mærkeligt, hvis ikke også back-up hører til i de nye enheder.

Og med denne tilføjelse fra Børge Knudsen:

– Selvfølgelig skal der være lokal support, men det kan sagtens være, at vedkommende hører til i det nye center og altså ikke har en kommunal chef, men en central enhedschef.

Hvordan værdisættes it-gæld?

Både Børge Knudsen og Lone Juric pegede på den såkaldte tekniske gæld som en af de store udfordringer ved at etablere de nye enheder. Der er nemlig stor forskel på, hvor tunge, forældede og komplekse it-systemer de enkelte kommuner bringer med ind i det nye samarbejde. Udfordringen er derfor, hvordan det nye kommunale selskab skal håndtere, at kommunerne kommer med meget forskellige teknologiske udgangspunkter.

Sønderborg er bekymret for de nye centre

I Sønderborg Kommune udtrykker både den socialdemokratiske borgmester og venstre-viceborgmesteren dog stor bekymring for centraliseringen.

– Når flere og flere funktioner samles i store fælles enheder, risikerer man at udhule lokale kompetencer og beslutningskraft – særligt uden for de største byer, hvor it-centrene nok ender med at blive placeret, siger borgmester Erik Lauritzen.

Viceborgmester Jimmy Simonsen mener, at den fælles it-løsning ikke tager tilstrækkeligt højde for de lokale behov, hvor det er helt afgørende, at man lokalt kan udvikle på kerneopgaverne i et tæt samspil mellem it/digitalisering og den borgerrettede service i kommunen.