
"Vi taler ikke om løn her”.
Har du fået sådan en besked fra din chef, er der noget vigtigt, du skal vide: Du har ret til at fortælle andre om din egen løn.
Alligevel har 10,6 procent af HK Privat-medlemmerne i en undersøgelse, som Epinion har lavet for HK Privat, svaret, at de har fået at vide af ledelsen, at de ikke bør eller må tale om deres løn.
Nogle har ligefrem fået beskeden på skrift. Mellem 1 og 3 % af HK’erne har ifølge undersøgelsen direkte et forbud om at tale om løn stående i deres kontrakt, i en personalepolitik eller i en mail fra ledelsen.
- Det er et massivt problem. Din arbejdsgiver må ikke pålægge dig tavshed om din egen løn. Det gælder uanset om din arbejdsgiver forsøger at skrive det ind i din kontrakt eller personalehåndbog eller andre steder, forklarer faglig chef i HK Privat, Christoffer Marckmann.
Derfor kan tavsheden koste dig
At ledelser forsøger at forbyde lønsnak, er et problem i sig selv, fordi det simpelthen ikke er lovligt. Men det kan også stille dig dårligere, når du skal forhandle din løn, påpeger Christoffer Marckmann:
- Når du ikke ved, hvad dine kolleger med samme arbejde får, er det sværere at vide, om din egen løn er rimelig - og dermed argumentere for mere. Det svarer lidt til at gå i bokseringen med bind for øjnene. Arbejdsgiveren sidder jo på den anden side med al viden om alles lønninger.
At være åbne om vores løn er afgørende, hvis vi skal opdage og komme usaglige eller kønsdiskriminerende lønforskelle til livs, pointerer Christoffer Marckmann, der opfordrer alle til at tale om løn med deres kolleger.
Og får du at vide, at du ikke må, så skal du kontakte din tillidsrepræsentant eller din lokale HK-afdeling med det samme.
Det skal du gøre, hvis chefen siger, at I ikke må tale om løn
Får du at vide, at du ikke må fortælle kollegerne, hvad du tjener, skal du altså ikke acceptere beskeden.
1. Husk, at du må fortælle om din egen løn
Din arbejdsgiver kan ikke kræve, at du holder din egen løn hemmelig, heller ikke ved at skrive et forbud ind i din kontrakt eller personalehåndbog.
2. Tjek, om beskeden står på skrift
Står det i din kontrakt, personalehåndbog, lønpolitik, eller har du fået beskeden i en mail, så gem dem.
3. Tal med dine kolleger
Hvis flere har fået samme besked, kan I tage problemet op sammen. HK Privats råd er at alliere sig med kollegerne, så I er flere, der står sammen.
4. Tag fat i din tillidsrepræsentant eller HK
Hvis din arbejdsgiver forsøger at pålægge dig tavshed om din løn, bør du kontakte din tillidsrepræsentant eller din HK-afdeling.
Du kan få hjælp ved at kontakte HK på 7011 4545