HK.dk logo

Nyhed

Bestyrelsesmøde for HK Privat Nordjylland den 5. oktober 2026

Til HK Privat Nordjyllands generalforsamling onsdag den 11. marts 2026 kom der et ønske fra forsamlingen om at høre, hvad der foregår i sektoren i perioden mellem generalforsamlingerne. Derfor får du som medlem her indsigt i, hvad der blandt andet foregår på afdelingssektorbestyrelsesmøderne. Læs med her, hvor formand for HK Privat Nordjylland, Nina Heidelbach, sætter ord på det.

På årets sidste officielle bestyrelsesmøde den 5. oktober 2026 gennemgik Fagchef i HK Nordjylland, Jesper Kløvborg Laustsen, den faglig handlingsplan, og bestyrelsen fik status på de seneste måltal. Handlingsplanen går i sin enkelthed ud på fastsættelse af mål for perioden frem til HK Privats Kongres i oktober 2027, så både bestyrelsen og medarbejderne er klar over, hvad prioriteringerne er.

 

Efterfølgende havde bestyrelsen, efter en god omgang gammeldags gruppearbejde, en rigtig spændende drøftelse om, hvordan vi bedst muligt får responderet på alle jeres gode input, som I afleverede til os på generalforsamlingen 2026 via post-its. Skulle det være via et Q&A-ark, som skulle ligge på bordene til generalforsamlingen i 2027? Skal vi hænge plancher op i salen? Eller skulle svarene være en del af bestyrelsens beretning? Måske en blanding af det hele?

 

Denne gang skulle vi også vælge repræsentanter til FH´s Repræsentantskab, som afholdes den 25. november 2026 i 3F´s lokaler på Hadsundvej i Aalborg. I Privat Nordjylland har vi fire pladser, og det blev besluttet, at Klaus Henrik Andersen, Lone Broe Dalsgaard og Henrikke Andersen skulle deltage sammen med Formand for HK Privat Nordjylland, Nina Heidelbach.

 

Bestyrelsen fik også gennemgået orienteringspunkterne, hvor både møder i HK Privats sektorbestyrelse, Hovedbestyrelsen, Formands færden og nyt fra ungdom, lokalrådene og overenskomstgrupperne blev vendt. Her talte vi blandt andet om den store opbakning til HK Ungdoms Årsmøde den 2. - 4. oktober med 111 deltagere, som blev afholdt på Christiansminde i Svendborg. Her var der også genvalg til Forperson Kevin og Næstforperson Trine.

 

I denne periode fra den 1. september 2026 til den 30. november 2026 kører årets kampagne for HK´s lønstatistik, så hvis du ikke allerede har indberettet din løn, må du meget gerne gøre det. På den måde slipper du for en masse remindere fra vores side, og vi skal ikke bruge tid på at forstyrre dig, når vi ringer rundt.

 

Lønstatistikken kan være et vigtigt redskab i din hverdag, og det er det emne, som får flest ’klik’ på HK´s hjemmeside. Derfor er din indberetning så vigtigt for fællesskabet. Hvis du er i tvivl om, hvilken stillingsbetegnelse du tilhører - eller har andre spørgsmål -, er du altid velkommen til at ringe eller skrive til os på 7011 4545 eller nordjylland@hk.dk.

 

Husk at sætte kryds i kalenderen på følgende dage:

/ 3. marts 2027 til HK Privat Nordjyllands generalforsamling på Comwell Hvide Hus i Aalborg

/ 20. april 2027 til HK Nordjyllands repræsentantskabsgeneralforsamling på Gartnervej 30 i Aalborg SV (kun gældende, hvis du bliver valgt til repræsentantskabet til HK Privat Nordjyllands generalforsamling den 3. marts 2027)

 

Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte mig på nina.heidelbach@hk.dk, hvis du har spørgsmål.

 

Tak for din tid!

 

Nina Heidelbach

Formand for HK Privat Nordjylland