HK.dk logo

Nyhed

Besparelser kan føre til længere sagstider ved domstolene

Nye it-systemer ved domstolene har medført arbejde i to systemer, men samtidig rammer besparelser på det administrative personale. Man høster, før man sår og risikerer længere sagstider, advarer formanden for HK Danmarks Domstole.

Sandra Lindgren

Sandra Lindgren frygter, at et efterslæb af sager hos politiet og anklagemyndigheden, som de i deres flerårsaftale fik flere midler til at håndtere, kan blive en byrde for domstolene og sætte en prop i systemet, når der er færre HK’ere til at tage imod dem.

At høste besparelser allerede inden effekten har set dagens lys i driften, er ofte set som et motto, graveret i skaftet på statslige spareknive.

I øjeblikket er metoden en ubuden gæst ved domstolene, melder formanden for HK Danmarks Domstole, Sandra Lindgren.

Det er gevinsten fra nye it-systemer, der stadig er under implementering, som Domstolsstyrelsen er i færd med at høste frugterne af. Og det er især HK’erne, der mærker konsekvenserne:

- Allerede i år har 8 ud af 24 byretter skåret i antallet af kontorelever. Det er et hug i den fødekæde, der leverer fremtidens arbejdskraft til domstolene. Der er også indført ansættelsesstop flere steder og taget penge fra lønforhandlingerne, fortæller hun og uddyber:

- Vi er stadig i en overgangsfase med de nye systemer, og vi risikerer, at besparelserne vil ramme sagsbehandlingstiderne. Hensigten med de nye it-systemer er netop det stik modsatte, fremhæver hun.

Støtter it-oprustning - ikke besparelser

I forlængelse af spareøvelsen er det vigtigt for Sandra Lindgren at slå fast, at det for HK’erne ikke er de nye it-systemer, der er stenen i skoen. For de er bestemt tiltrængte for at få bedre arbejdsgange og dermed kortere sagsbehandlingstider for brugerne.

- Vi har selv ønsket os nye og bedre it-systemer, og vi er glade for, at det er ved at blive rullet ud.

- Overgangen er og har dog været ramt af problemer. Nogle gange arbejder man i begge systemer samtidigt og nye it-vejledninger bliver ændret ofte. Det hænger ikke sammen med, at man ikke besætter ledige stillinger, og at vi skal løbe stærkere, fortæller landsklubformanden, der netop har været rundt og besøge medlemmerne ved embeder i hele landet.

Brug gevinsten på at nedbringe ventetiden

Det er både straffesager, sager indenfor dødsboer og konkurser samt fogedsager, der i øjeblikket er ved at få nye it-systemer. Dertil kommer også et nyt system til tidsregistrering samt et nyt telefonsystem, der også har budt på startvanskeligheder, oplever Sandra Lindgren.

Vi er stadig i en overgangsfase med de nye systemer, og vi risikerer, at besparelserne vil ramme sagsbehandlingstiderne. (..) Brug i stedet gevinsten, når den kommer, på at nedbringe ventetider.
- Sandra Lindgren

At det tager tid at få implementeret nye it-systemer kommer ikke bag på hende, men det gjorde besparelserne:

- Domsstolsstyrelsen har fra starten påpeget, at vi bygger båden, mens vi sejler. At de så ved udsigten til bedre arbejdsgange straks ser deres snit til at finde besparelser, det er helt unødvendigt, og det er heller ikke med de enkelte retters gode vilje.

- Brug i stedet gevinsten, når den kommer, på at nedbringe ventetider, lyder hendes opfordring med henvisning til den store sagspukkel, som domstolene gennem flere år har kæmpet med.

LÆS OGSÅ: Flere HK’ere skal hjælpe med at genopbygge domstolene

Presset på HK’erne kan skade trivslen

Tilbage står spørgsmålet, om hvorfor man har så travlt med spare, mens de tiltrængte investeringer er ved at tage form?

- Det er en del af Domstolsstyrelsens ’noget for noget-aftale’ med Christiansborg om, at de store investeringer i nye it-systemer skal modsvares af, at man sparer andre steder. Det er noget, vi vil italesætte overfor politikerne, for det er den forkerte vej at gå, når vi har et fælles mål om at få ventetiderne ned, siger Sandra Lindgren og peger på en anden uheldig følgevirkning:

- Jeg ser, at der er blevet ansat mange dommerfuldmægtige på det sidste, men når vi samtidig bliver færre HK’ere til at understøtte dem, opstår et misforhold, hvor kæden hopper af.

De mange nye systemer og det øgede arbejdspres øger presset på domstolenes arbejdsmiljø.

- Derfor er det også en prioritering for mig at undersøge kontorpersonalets trivsel specifikt i overgangsperioden, understreger Sandra Lindgren, der udover at være formand for de HK-ansatte ved Danmarks Domstole, blandt andet er medlem af HK Stats Forbundssektorbestyrelse og Domstolstyrelsens bestyrelse.

I sidste uge skrev Ekstra Bladet, at en mor og en søn måtte vente to år fra anmeldelsen af et overgreb mod drengen til sagen, kom for retten. Det fik regeringens støtteparti Enhedslisten til at pege på, at der er brug for flere HK’ere til at frigøre tid til dommerne.