Giv en ufaglært kollega faglig anerkendelse

Har du en kollega, der har arbejdet i branchen i flere år uden at blive faglært? Så har du som TR på butiksoverenskomsten med Dansk Erhverv mulighed for at indstille dem til ”faglig anerkendelse”.

Hvis du er TR på butiksoverenskomsten med Dansk Erhverv og har en kollega, der har været en del af handelsbranchen i mindst 6 år uden at blive faglært, så har du mulighed for at hjælpe vedkommende ved at indstille dem til ”faglig anerkendelse”.

Faglig anerkendelse giver en ufaglært kollega, som udfører faglært arbejde, samme rettigheder ift. mindsteløn som en faglært. Samtidigt får den ufaglærte kollega en fuldt betalt efteruddannelse, der giver nye kompetencer og karrieremuligheder.

Du kan se mere om faglig anerkendelse i videoen:

For at opnå faglig anerkendelse, skal din kollega have:

• Mindst 6 års beskæftigelse inden for overenskomstens dækningsområde.

• Mindst 4 års beskæftigelse med arbejdsfunktioner, som svarer til faglært butiksarbejde. Faglært butiksarbejde er defineret af HK HANDEL og Dansk Erhverv Arbejdsgiver ud fra bl.a. praktikmålene for detailhandelsuddannelsen.

• Sagt ja til at tage en kompetencegivende uddannelse. Selve uddannelsesaktiviteten skal være på et højere niveau end den obligatoriske detailhandelsuddannelse.

Hvis du har en kollega, som du kan indstille til faglig anerkendelse, så skal du sammen med jeres arbejdsgiver udfylde et godkendelsesskema. Du finder mere information samt skemaet her.