i form til fremtiden

Evaluer dig selv med HK Stats kompetencehjul

Med HK Stats kompetencehjul får du et overblik over, hvor din faglighed er stærk, og hvor du med fordel kan udvikle den. Rammen for Kompetencehjulet er HK Stats 6 jobfelter. Felterne favner de opgaver og funktioner, hvor HK’ere har gode muligheder for at gøre sig gældende og tilføre værdi fremover.

Hvad kan jeg med kompetencehjulet?

Med Kompetencehjulet kan du se, hvordan din faglighed spiller sammen med HK Stats 6 jobfelter.

Prøv Kompetencehjulet

Formålet er at give overblik over dine kompetencer inden for disse 6 felter og vise vej til relevante udviklings- og uddannelsesmuligheder, hvis du ønsker eller kan have fordel af at tage et ekstra skridt.

Sådan gør du

I Kompetencehjulet bliver du præsenteret for en række spørgsmål, der er med til at kortlægge dine kompetencer inden for de 6 jobfelter. Det tager 15-20 minutter at gennemføre kortlægningen.

Hvert spørgsmål skal vurderes ud fra en 5-stjernet skala. Du skal vurdere, hvor godt udsagnet passer på dig i forhold til dit arbejde og dine kompetencer. Det handler ikke om at vurdere dig selv højt på alle områder, men om at skabe et overblik over dine styrker og dit udviklingspotentiale.

Hvis du mener, at et spørgsmål ikke er relevant for dig, kan du vælge muligheden 'Ikke relevant for mit arbejde'.

I venstre side af din skærm kan du se, hvor langt du er nået i besvarelsen, og du kan altid gå tilbage til et tidligere spørgsmål. Du skal dog gennemføre hjulet ad én omgang.

Når du har svaret på alle spørgsmål, kan du vælge, om du vil have dit navn på resultatet, og om du ønsker at få det tilsendt på mail. Du kan også åbne resultatet direkte på skærmen, kopiere linket og gemme det. Vær opmærksom på, at hvis du giver linket videre, kan andre se dit resultat.

Det kan du bruge resultatet til

Når du har gennemført Kompetencehjulet, kan du se, på hvilke områder inden for de 6 jobfelter du er stærk, og hvor du med fordel kan søge videre inspiration.

Din score på de enkelte områder er angivet i procent. Hvis scoren er lav (0-33 procent) svarer din selvvurdering til kategorien 'begynder'. Er din score mellem 34 og 66 procent, har du vurderet dig selv som 'øvet', og ligger scoren mellem 67 og 100 procent er kategorien 'ekspert'.       

Husk, at det ikke gælder om at være 'ekspert' på alle områder. Under hvert område i dit resultat kan du under 'Ressourcer' se en række konkrete anbefalinger og forslag til, hvor du kan hente viden og redskaber, samt hvilke uddannelser og online-kurser der understøtter og udvikler dit faglige ståsted.