OK23

Stigning i din Fritvalgs Lønkonto

Din Fritvalgs Lønkonto stiger med de nye overenskomster forhandlet i 2023. Få overblikket her.

Din Fritvalgs Lønkonto er en del af din overenskomst, medmindre du er på en overenskomst med Drivkraft Danmark. Her har du i stedet en såkaldt særlig opsparing, som stiger med 2 pct.

Fritvalgs Lønkontoen er en procentdel af din ferieberettigede løn, der bliver sat ind på en særlig opsparing af din arbejdsgiver.

HK Handel har forhandlet sig frem til, at din Fritvalgs Lønkonto stiger fra 7% til 9%  d. 1. marts i 2024. Det gælder både  Butiksoverenskomsten og Funktionæroverenskomsten for Handel, Viden og Service.

Er du i tvivl om, hvilken overenskomst, du arbejder under, så tag fat i din tillidsrepræsentant eller din lokale HK-afdeling på tlf. 7011 4545.

 

Vælg selv, hvordan de ekstra penge skal bruges

Du har mange forskellige muligheder for at bruge din Fritvalgs Lønkonto. Du kan vælge at få den løbende udbetalt, så du får mere i løn. Du kan også vælge at bruge den på at få indbetalt mere til din pensionsopsparing eller bruge den på ekstra frihed. Det er også muligt at  bruge Fritvalgs Lønkontoen til at finansiere barns 2. sygedag, seniorfrihed eller 2 børneomsorgsdage.

Hvert år i maj skal du bestemme, hvad der skal ske med din Fritvalgs Lønkonto det følgende år. Hvis du ikke vælger noget, kan din arbejdsgiver udbetale kontoen sideløbende med din løn. Det er dog en forudsætning for udbetalingen, at din arbejdsgiver har opfordret dig til at træffe et valg.

Hvis du ønsker seniorfrihed, er det særligt vigtigt, du meddeler det i maj, da din seniorfrihed bortfalder, hvis din konto bliver løbende udbetalt.