Overenskomst - hvorfor nu det?

Det er overenskomsten, der sikrer dig langt de fleste af de rettigheder, du har.

Illustration: Lars Andersen

Din løn og dine vilkår er bestemt af din overenskomst. Lovgivningen giver nogle minimumsrettigheder, men det er overenskomsten, der sikrer eksempelvis pension, omsorgsdage, seniordage og ekstra ferie.Det er også overenskomsten, der sikrer HK’ere i kommuner og regioner fuld løn i 34 barselsuger, hvor loven kun giver ret til dagpenge.

I Danmark har vi ingen lov for, hvor meget du som minimum skal have i løn. Hvis du skal finde ud af, hvad mindstelønnen er inden for et område, skal du have fat i den overenskomst, der dækker området. Det er fagforeningerne, der forhandler vilkårene i overenskomsten med arbejdsgiverne. Det system kaldes den danske model.


Illustration: Lars Andersen

HK Kommunal forhandler din overenskomst

Når du er ansat i en kommune, en fælleskommunal virksomhed eller en region, er du omfattet af HK Kommunals overenskomster med KL og Danske Regioner. Medlemmerne har mulighed for at komme med ideer og forslag til, hvad der skal med til forhandlingerne.

Hvad nu, hvis man ikke kan blive enige?

  • Der er etableret et fagretligt system.
  • Arbejdsretten og faglige voldgifter afgør sager, hvor parterne er uenige. Fx i afskedigelsessager og fortolkning af overenskomster og aftaler.
  • Forligsinstitutionen træder til, hvis parterne ikke kan blive enige om en ny overenskomst.

Tillidsrepræsentanten repræsenterer HK på arbejdspladsen

HK Kommunal har over 1.300 tillids repræsentanter i kommuner og regioner. De forhandler løn, deltager i MED-udvalg og støtter kolleger i svære situationer.
Som tillidsrepræsentant har man nogle særlige rettigheder, blandt andet kan man ikke uden videre blive afskediget, og man har ret til at bruge arbejdstid på at udføre sit hverv.

Historien helt kort

  • Den danske model blev etableret i 1899
  • Arbejdsgiverne og lønmodtagerne blev efter mange konflikter enige om et forlig, der slog fast, at arbejdsgiverne har ret til at lede og fordele arbejdet, og at medarbejderne har ret til at organisere sig og indgå kollektive aftaler.
  • En del af modellen er, at der kan konfliktes ved strejke eller lockout. Men når der er indgået en overenskomst, så forpligter den, og der er fredspligt i overenskomstperioden.
Vil du vide mere om den danske model?

Det har du bl.a. fået gennem din overenskomst siden 1987

1987

Arbejdstiden nedsættes i overenskomstperioden fra 39 til 37 timer.

1989

Fuld løn under barsel.

1997

Ny løn/lokal løn indføres fra 1998.

2004

Nu fuld 6. ferieuge.

2005

Udviklingsplaner til alle og fuld pension under barselsorloven.

2008

5 seniordage/-bonus til alle over 60 år samt 6 løntrin for 7 års erfaring til alle i basisstillinger.

2013

Mulighed for 25.000 kr. årligt til kompetenceudvikling.

2015

Pensionsforbedringer. 

2018

Sikring af frokostpauser til alle og en løn, der følger det private.

2021

Mulighed for 30.000 kr. årligt fra kompetencefondene og en særlig indsats for at fastholde seniorer.

2024

Grundlønsforbedringer til alle, pensionsbidrag til elever under 25 år og ekstra forældreorlov til far.

Vejen til en ny overenskomst

 

2025

  • September: HK Kommunals kollegakaffe-kampagne. hvor HK-ansatte deler over kollegakaffe, hvad der fylder i arbejdslivet.
    Input indsamles digitalt via OK26.hk.dk med mulighed for at kommentere, like og deltage i debatten. Her kan medlemmer også indsende konkrete forslag til OK-krav.
  • Oktober: Forbundssektorbestyrelsen vedtager HK Kommunals krav.
  • December: Vedtagelse af de fælles generelle krav i Forhandlingsfællesskabet. 
    Udveksling af krav med KL og Danske Regioner. 

2026

  • Januar og februar: Forhandlinger - både generelle og specielle. 
  • Marts: Medlemmerne stemmer om resultatet ved en urafstemning. 
  • April: Den nye overenskomst træder i kraft den 1. april, hvis medlemmerne stemmer ja, og KL og Danske Regioner også siger ja. 

Ordbog: Hvad betyder de forskellige ting? 

Forhandlingsfællesskabet
Forhandlingsfællesskabet er den fælles forhandlingsorganisation for HK Kommunal og 30 andre fagforeninger med ca. 470.000 ansatte i kommuner og regioner.
Generelle krav
De emner som forhandles i fællesskab gennem Forhandlingsfællesskabet. Eksempelvis lønstigninger til alle, ferie og barsel. Kravene forhandles af formændene for de største organisationer bl.a. HK Kommunals formand Lene Roed.
Specielle krav
De emner som HK Kommunal forhandler alene. Eksempelvis grundløn, pension, arbejdstid og kompetencefond. Forhandles af HK Kommunals forhandlingsudvalg og bestyrelse med formanden i spidsen.
Lokal løn
En del af lønnen aftales lokalt på arbejdspladsen. Det er tillidsrepræsentanten, der forhandler med ledelsen om lokal løn. I dag udgør lokallønnen gennemsnitligt ca. 10 %.
Realløn
Værdien af dine penge i forhold til prisstigningerne. Hvis priserne i samfundet stiger mere end din løn, falder reallønnen. Og omvendt.
Reguleringsordningen
En ordningen, der sikrer, at de private og offentlige lønninger følges ad.
Urafstemningen
Når der er indgået en ny overenskomst, skal den til urafstemning blandt fagforeningens medlemmer. De afgør, om den kan vedtages.

Hent folderen

Her kan du hente "Overenskomst - hvorfor nu det?" som pdf, du kan printe eller sende til en kollega. 

Download her