Tema: En senior er løsningen

HK Stat

Beskæftigelsen i Danmark er høj, og ledigheden er den laveste i mange år. Virksomhederne har brug for de erfarne medarbejdere på 50+, alligevel oplever mange, at det er svært at komme i betragtning til jobbene.

Her kan du læse om Danmarks første jobbank for seniorer, hvad der skal til, for at ældre vælger at blive på arbejdsmarkedet længere, og hvordan du selv gør dig attraktiv for arbejdsgiverne som 50+-årig. Du møder også 67-årige Claus Kent Jensen, ansat i Forsvaret og uden planer om at stoppe foreløbig.

Seniorer svigtes: Det behøver ikke lugte af stok og ble

Der er masser af gode økonomiske og faglige grunde til at ansætte eller bevare ’det grå guld’ på de statslige arbejdspladser. Men i stedet oplever de garvede medarbejdere aldersdiskrimination. Og det kan blive dyrt for samfundet, hvis de ældre opgiver arbejdslivet, vurderer en ekspert på området.

Af Michael Bech

Man skulle tro, at staten var god til at passe på den erfarne, loyale og videnstunge medarbejder. Men sådan er det ikke.


Hans Ussing er grundlægger af virksomheden FirmaPlus, som er en jobbank for medarbejdere på 50+.

De statslige virksomheder er langt hurtigere til at skille sig af med de ældre medarbejde end det private erhvervsliv. Og statens arbejdspladser er meget dårligere end de private, når det gælder ansættelser af medarbejdere over 50 år. Det viste en stor undersøgelse fra Djøf sidste år.

Måske er den garvede medarbejder for dårlig til at sælge sig selv på et ungt marked. Måske er mange unge mellemledere bange for at ansætte fagligt klogere folk end dem selv. Eller måske vælger arbejdsgiverne bare dumt og kortsigtet, når de tror, at en ny, billig ung medarbejder er bedre end en lidt dyrere, kvalificeret ældre medarbejder, der kan løfte arbejdskulturen.

Det er nogle af de bud på ’gode’ forklaringer på en ’dårlig’ opførsel over for seniorerne i staten, som ekspert i 50+-segmentet på det danske arbejdsmarked Hans Ussing kan ryste op med.

”Send mig en på 60 år”

- Der er i øjeblikket tale om klar aldersdiskrimination på det danske arbejdsmarked. Det skal der gøres noget ved, hvilket der heldigvis er stadigt flere organisationer, arbejdsgivere og politikere, som erkender. For der er jo ikke tale om at være søde og betænksomme over for medarbejdere over 50 år. Der er simpelthen tale om, at samfundet og arbejdspladserne går glip af store mængder opsamlet viden, stabilitet i jobbet og en loyalitet, som ofte gør den type erfarne medarbejder uundværlig på jobbet, siger Hans Ussing.

Han er selv 50+ og har valgt aktivt at gøre noget ved situationen for andre seniorer. Derfor har han grundlagt Danmarks første jobbank for de garvede medarbejdere, der er blevet ledige på jobmarkedet. Konsulentfirmaet FirmaPlus er vokset støt de senere år gennem arbejdet med at fastholde og nyansætte ældre medarbejdere.

- Jeg har i mit arbejde med at tilbyde kandidater til virksomheder en gang oplevet en frustreret arbejdsgiver ringe til mig med et specielt ønske. Han sagde, at han nu 2 gange uden held havde prøvet at ansætte en 28-årig i en stilling. Og så sagde han: ”Men kan du ikke sende mig en på 60 år, der både er kvalificeret, har noget i bagagen og kan tænke fremad”, fortæller Hans Ussing.

Tør ikke ansætte en erfaren kandidat

Politiken gennemførte sidste år en aktindsigt og gennemgang af de seneste 4 års ansættelser i 6 udvalgte ministerier. Den viste, at ministerierne nærmest ikke har rørt personer over 50 år ved ansættelser.

- Det er i bedste fald misforstået og uigennemtænkt, når man på en statslig arbejdsplads, allerede før man har et billede af personen, sorterer hende eller ham fra på grund af alder og lønramme. Når vi arbejder med at få garvede medarbejdere tilbage i job efter en fyring, oplever vi ofte, at de lidt nyere ledere på arbejdspladsen ikke tør ansætte en erfaren kandidat, der er klogere end dem selv. Så derfor ryger kvalitet, viden og effektivitet tit et nøk ned med ansættelsen af en ung og billig til jobbet, siger Hans Ussing.

Ifølge ham ser man de samme udfordringer i andre nordiske lande, mens andre lande længere sydpå ikke er helt så bange for at ansætte den mest kompetente til jobbet.

”Vi slides og ældes ikke som før”

- Det hjælper jo heller ikke, at vi fyrer de garvede og selvkørende først, hvis vi vil have de yngre medarbejdere til at læne sig op ad en rutineret medarbejder med viden, der er guld værd for virksomheden. I vores arbejde med 50+-medarbejdere ser vi mennesker, der ønsker udvikling, har stort overblik, besidder omstillingsparathed og er jobparate. Og når vi skal ændre arbejdsgivernes tankegang omkring ældre medarbejdere, så kan vi vise dem driftssikre, vidende og aktive mennesker. De arbejder gerne effektivt videre trods høj alder, siger Hans Ussing.

Han betoner, at et smidt og forandringsdygtigt arbejdsmarked har hårdt brug for en blanding af unge og ældre på en arbejdsplads. Det kan give de unge faglig selvtillid og hjælpe med at udnytte deres potentialer, hvis de kan læne sig op ad en ældre med erfaring.

Firmaplus

Virksomheden FirmaPlus har specialiseret sig i hjælp til jobsøgning for aldersgruppen 50+. De 16 partnere og 4 associerede partnere er selv alle over 50 år. FirmaPlus samarbejder med 22 jobcentre – og flere er på vej. Partnerne forsøger at gøre ledige 50+’ere mere ‘salgbare’ ved blandt andet at hjælpe med cv, ansøgning og netværk. Grundidéen er, at 50+’erne kan det hele, men måske ikke er helt så gode til at sælge sig selv konkret og præcist på et aldersdiskriminerende arbejdsmarked. Derfor skal de øve sig i at fortælle, hvad de vil gøre i den nye virksomhed. Det handler ifølge stifter og partner Hans Ussing også om de små fifs, så man kan vise power og gøre sig lækker for de rette arbejdspladser. FirmaPlus har i år fået 50 procent af sine kunder i arbejde inden for 3 måneder og har med succes rundet flere end 100 jobaftaler i år. 

 

- Vi hører fx fra virksomheder, at mange unge kalder nogle af de ældre kolleger for ’Google’. De respekterer og lærer af seniorerne. Egentlig har jeg en instinktiv modvilje mod betegnelser som ’senior’, ’ældre’ og ’gamle’, for det skal ikke lugte af stok og ble. Vi slides og ældes ikke som vores forfædre ved samlebåndet, så jeg foretrækker at sige ’50+’ og ’erfarne’, men det er nok en kamp, der er svær at vinde, siger Hans Ussing.

Vi skal have ordentlige drømme

Hans erfaring er, at de dygtige seniorer er villige til at fortsætte, hvis de oplever mere anerkendelse, frihed, fleksibilitet og måske lidt flere fridage. Det handler ikke om store lønninger, viser FirmaPlus’ undersøgelser. Samtidig er der mange fordomme omkring medarbejdere på over 50 år, men dem kan Hans Ussing næsten alle tilbagevise.

- En af de slidstærke myter er fx, at vi ikke kan følge med i udviklingen. Men det er vi lidt ældre faktisk rigtig gode til, viser det sig. De fleste er skrappe til at lære mere i jobbet og ved efteruddannelse, så medarbejdere på 50+ er generelt stærke til at opsamle ny viden om produkter, lære det nødvendige it, begå sig på andre sprog og orientere sig i nye tiltag. Problemet er blot, at vi ikke bliver spurgt, om vi har lyst til at lære mere.

De lidt ældre borgere i Danmark har ofte en bolig uden tunge lån og en fornuftig pensionsopsparing. Derfor mener Hans Ussing, det er nødvendigt for de statslige arbejdspladser at ofre mere positiv opmærksomhed på seniorerne, for ellers forsvinder de på tidlig pension. Og det vil efterlade et hul på et arbejdsmarked, der i forvejen kommer til at mangle arbejdskraft. Men der skal være glæde forbundet med at gå på arbejde for de ældre.

- Jeg har registreret, at jeg drømmer meget om mit arbejde om natten. Det har jeg ofte tænkt på, når jeg opfordrer de erfarne jobsøgende til at være omhyggelige med at vælge den rette arbejdsplads. Det kan måske blive den sidste arbejdsplads, de kommer til at arbejde på, så der skal være noget ordentligt at drømme om, siger Hans Ussing.

 

Seniorer kan skaffe milliarder til statskassen

Danmark halter langt efter Norge og Sverige, når det gælder om at holde seniorerne længere tid på arbejdsmarkedet. Det kunne ellers skaffe statskassen adskillige milliarder kroner, hvis de ældre medarbejdere arbejdede endnu længere tid. Det konkluderede Seniortænketankens rapport i 2019. For bliver niveauet af ældre på arbejdsmarkedet løftet til et niveau, som man ser i Sverige, vil det svare til at øge beskæftigelsen med 50.000 personer, hvilket vil forbedre de offentlige finanser med cirka 13,5 milliarder kroner, lyder det i rapporten. Årsagen til den store økonomiske gevinst er, at de ældre bidrager med store skatteindtægter for hvert år ekstra, de bliver på arbejdsmarkedet.

 

Seniorer vil blive længere på jobbet

Flere seniorer forventer, at de må forlade arbejdsmarkedet på grund af helbredet, og fordi de ikke længere vil kunne klare arbejdet. Men en stor del af dem ville sandsynligvis fortsætte nogle år endnu, hvis de fik mulighed for nedsat arbejdstid, øget fleksibilitet og et bedre fysisk og psykisk arbejdsmiljø viser ny analyse.

Forskerne ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har med professor Lars L. Andersen i spidsen analyseret muligheder og barrierer, som seniorer i Danmark oplever i et fortsat arbejdsliv perioden 2018-2020. Resultaterne fra analysen er blandt andet relevante for de arbejdspladser, der gerne vil beholde seniorerne.

19 procent af danske arbejdsgivere indrømmer, at de frasorterer kandidater ud fra alder, selv om det er ulovligt. Det viser en ny undersøgelse fra Konsulenthuset Ballisager.

Andelen af ledige seniorer, der har oplevet diskrimination på arbejdsmarkedet på grund af deres alder, er steget fra 23 procent i 2018 til 31 procent i 2020. Det er nu noget, som næsten hver 3. ledige over 50 år oplever. Blandt beskæftigede seniorer er tallet steget fra 5 til 7 procent.

Andelen af seniorer, der forventer, at dårligt fysisk helbred vil skubbe dem ud af arbejdet er steget fra 18 til 23 procent. I samme periode er andelen af seniorer, der forventer at stoppe med at arbejde, fordi de ikke længere vil kunne klare arbejdet steget fra 25 til 30 procent. Det gælder overvejende de medarbejdere, der arbejder med mennesker (stigning fra 32 til 38 procent) og med produktion (stigning fra 34 til 40 procent).

seniorernes 12 grunde til at blive længere på arbejdsmarkedet

I spørgeskemaundersøgelsen har seniorerne peget på en række grunde, der har betydning for, om de vil blive længere på arbejdsmarkedet. Tabellen viser de 12 grunde, som flest seniorer peger på. Kilde: NFA

Spørger man seniorerne om, hvad der skal til for, at de vil arbejde længere end planlagt, så peger de blandt andet på nedsat arbejdstid, flere seniorarbejdsdage, bedre tilrettelæggelse af arbejdstiden, længere ferier, mere i løn, mindre fysisk og psykisk krævende arbejde og en ledelse, der sætter pris på deres arbejde, viser analysen.

Spørger man dem om, hvilke muligheder de har på arbejdspladsen for at tilpasse seniorarbejdslivet, svarer færre end hver 3., at de har mulighed for fleksible arbejdstider, behandlingsordning, ekstra fridage, efteruddannelse og fysisk træning.

- Muligheden for at gå ned i tid er den årsag, som flest seniorer forestiller sig kan få dem til at fortsætte med at arbejde. Det er næsten halvdelen, der peger på den mulighed. Blandt dem, der arbejder med mennesker og produktion, er det cirka hver 3. til hver 4., der vil arbejde længere, hvis arbejdet ikke er så fysisk anstrengende. Mange af dem, der arbejder med mennesker, vil også arbejde længere, hvis arbejdet ikke er så psykisk anstrengende. Så en god indsats for at forbedre arbejdsmiljøet kombineret med fleksibilitet i forhold til arbejdstider og mulighed for fridage efter behov, vil kunne få mange til at arbejde længere, vurderer Lars L. Andersen.

Claus på 67: Gammelmandsdage giver mig et pusterum

Claus K. Jensen har ingen planer om at stoppe i Forsvarsministeriets Center for Arbejdsmiljø, selv om han med egne ord er moden til pension. Gode kolleger, lidt drilleri og en månedlig seniorfridag er med til at holde på ham.

Af Rasmus Lindharth

- Mine kolleger kalder det for gammelmandsdage, så det skriver jeg også nogle gange i kalenderen, når jeg holder fri.

Claus Kent Jensen er miljøtekniker og arbejdsmiljørådgiver i Forsvarsministeriets Center for Arbejdsmiljø, og selv om kolleger på både kontoret i Ballerup og rundt i landet godt kan lide at drille Claus lidt med hans ekstra seniorfridage, så er det kærligt ment. Og måske er de lidt misundelige, mener han.

Da Claus Kent Jensen blev 62 år søgte han og fik bevilget en seniorordning, der giver en fridag om måneden. Fridagene bliver aftalt med ledelsen, og de 12 årlige dage skal bruges inden for hver måned. Så man kan ikke spare dem sammen, forklarer han.

Fridagene bliver udnyttet

- Vi har mødedag om mandagen, så der holder jeg aldrig fri, men jeg lægger det ofte om fredagen, så der er forlænget weekend. I sommerferien fik jeg en fridag ekstra i hver ende. Det er sådan nogle plusser, der giver lidt luft, så man lige kan få pusten, siger Claus Kent Jensen.

Den månedlige fridag bliver ofte brugt til praktiske gøremål og ekstra tid med familien.

- Jeg har børnebørn, som jeg kan hente og bringe, så fridagene bliver udnyttet, siger han.

I Forsvarsministeriets Center for Arbejdsmiljø arbejder Claus med fysisk arbejdsmiljø. Derfor kører han meget rundt til Forsvarets enheder og tjekker ’Røg, støj og møg’.

- Vi rådgiver også i indeklima og underviser på interne kurser i arbejdsmiljø, forklarer han.

- Det er ikke lønnen, der holder mig tilbage

Claus er nu blevet 67 år og har været på seniorordningen i omkring 5 år. Ordningen er med til at gøre det attraktivt at blive, men han henviser også til gode kolleger og et godt psykisk arbejdsmiljø som afgørende for at gøre det, som mange politikere på Christiansborg har efterlyst – nemlig blive lidt længere på arbejdsmarkedet.

- Jeg er faktisk pensionsmoden, men jeg fortsætter. Det er ikke lønnen, der holder mig tilbage, men jeg trives godt med mit arbejde, jeg har gode kolleger, og 12 ekstra fridage om året er med til at give noget pusterum, så jeg har ikke tanker om lige at smutte med det samme, siger Claus Kent Jensen.

Forsvaret lancerede i foråret en ny seniorpolitik, der skal få flere af de erfarne medarbejdere til at blive.

”Det skal være attraktivt at blive hos os i flere år. Vi har brug for alle, der kan og vil bidrage – også i den sidste del af et helt og godt arbejdsliv for Danmark,” lød det.

Er du 50+ og drømmer om ny karriere?

Få her 5 gode råd til, hvordan du udnytter din alder og erfaring bedst muligt i jobsøgningen.

  1. Fokuser på din motivation fremfor din erfaring
    Bring din erfaring i spil, men gør det målrettet i forhold den stilling, du søger. Den må aldrig blive et udtryk for, at du ved, hvordan tingene skal gøres.
  2. Forklar, hvordan dine kompetencer kan bruges
    Fortæl ikke bare om alle de kompetencer, du har samlet op gennem årene - men forklar, hvordan de kompetencer kan bruges på netop den arbejdsplads, du søger job ved.
  3. Vis, at du er modtagelig for forandringer og ikke står stille
    Du skal ikke bruge ordet omstillingsparat, men vis i stedet, at du er det. Find eksempler på hvor du har været med til at forandre noget, og hvilken forskel det gjorde.
  4. Fortæl, hvor længe du forventer at være på arbejdsmarkedet
    Du bør indikere, hvor mange erhvervsaktive år, du regner med at have tilbage, uden at skrive det direkte. 

    Kilde: HK Privat

Hvad gør HK?

HK arbejder målrettet på at få fastholdt seniorer på arbejdsmarkedet – og sørge for at medarbejdere på 50+ kommer tilbage i job, trods de mange barrierer de møder i deres jobsøgning.

Her er et par eksempler på HK-projekter for seniorer på arbejdsmarkedet.

hk's a-kasse: Din vej i job

HK’s a-kasse indfører fra januar 2022 en ny model i 2 spor med aktive indsatser for at få langtidsledige medlemmer over 55 år tilbage i job. Der indledes med en individuel afklaringssamtale omkring Din vej i job. Ved samtalen afklares det, hvilken indsats der er behov for, så medlemmet hurtigst muligt kommer i arbejde. Fokus er på at motivere og engagere medlemmet i den videre proces.
Samtalen munder ud i, at medlemmet visiteres til videre indsats i enten spor 1, der er ’Reboot’-forløbet med intensiv jobsøgningshjælp eller spor 2, som kaldes ’Sporskifte’-forløbet med kompetenceafklaring og jobsøgningsstøtte til andre brancher. I begge spor bliver medlemmet tilknyttet en personlig vejleder.
Det er regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Konservative og Alternativet, der er blevet enige om, at afsætte 15 millioner kroner i henholdsvis 2021 og 2022 til en særlig målrettet indsats for ledige seniorer, så de hjælpes tilbage på arbejdsmarkedet via mere håndholdte initiativer. HK’s A-kasse har fået tilsagn på 1.344.500 kroner fra puljen til projektet Din vej i job for langtidsledige +55. Projektperioden løber frem til 31. marts 2023.

 

HK Nordjylland: Stadigvæk på arbejdsmarkedet (SPA)

HK Nordjylland satser på at få flere seniorer i arbejde gennem et skræddersyet tværgående samarbejde under overskriften ’Nye vaner, små skridt til store forandringer’. Og der er allerede nu positive resultater som følge af det lokale samarbejde mellem 3 a-kasser og 3 jobcentre. De tilbyder i samarbejde med AOF det jobrettede forløb Stadigvæk På Arbejdsmarkedet til ledige over 50 år med stor og bred erfaring på arbejdsmarkedet.
- Jeg oplever, at sammenholdet på holdet og mødet med mennesker i samme situation gør en kæmpe forskel for medlemmerne. De er rigtig gode til at spille hinanden gode. Og de hjælper med at finde jobmuligheder til hinanden. Når jeg besøger et af holdene, fornemmer jeg en god jargon blandt deltagerne, og de hygger sig med hinanden i pauserne, siger projektmedarbejder Lone Winther Christensen fra HK Nordjylland.
De 3 første evalueringer viser, at deltagerne mener, det vigtigste, de har fået ud af det tværgående forløb, er:
  • Bedre it-kendskab
  • Bedre ansøgningsmateriale
  • Større kendskab til arbejdsmarkedet
  • Blevet mere selvsikker
  • Lært at lave struktur over dagen som ledig

Ved hvert forløb har deltagerne haft besøg af:

  • Uddannelsesambassadør fra jobcenter
    (Kurser/brancheskift/uddannelse/voksenlærling osv.)
  • Virksomhedskonsulent fra jobcenter (jobmuligheder, jobbarometer, kandidat- og aspirantbanker, behov fra virksomhederne i lokalområdet)
  • A-kassemedarbejder (rettigheder m.m.)

Ældreorganisation: Sådan får vi op mod 50.000 flere seniorer i job

Der er brug for de mest barkede, rynkede, og rutinerede hænder i virksomhederne. Beskæftigelsen i Danmark er tårnhøj og arbejdsløsheden den laveste i 12 år. Det skaber en unik mulighed for, at vi kan få op mod 50.000 flere seniorer på arbejdsmarkedet, mener landets næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer.

Her er Faglige Seniorers forslag til 8 indsatser for bedre vilkår for seniorerne på arbejdsmarkedet:

  1. Gode lokale aftaler giver flere seniorjobs.
  2. En fælles jobbank for seniorerne.
  3. Jobcentrene skal etablere en særlig rådgivning til seniorer.
  4. Gode overgange - særlig rådgivning. Bedre information om pension.
  5. Giv et særligt beskæftigelsesfradrag til seniorer.
  6. Nedsæt de sammensatte marginalskatter for seniorer.
  7. Bedre arbejdsmiljø giver bedre tilbagetrækning.
  8. Flere og bedre efteruddannelsesmuligheder for seniorerne.