Social kapital

På en god arbejdsplads er der høj social kapital. Social kapital bygger på tillid, retfærdighed og samarbejdsevne. Få gode råd til at sætte social kapital på dagsordenen.

Få hjælp & rådgivning af os

Du kan altid få hjælp af os til både stort og småt. Har du fx spørgsmål til regler og rettigheder, har du brug for at vende dine tanker eller få gode råd til, hvordan du skal håndtere en situation, så kontakt os.  
Tag fat i din personlige kontaktperson hos HK, eller ring til os på 7011 4545.


Hvad er social kapital?

Social kapital er den usynlige værdi af, at medarbejdere og ledelsen arbejder godt sammen på arbejdspladsen med tillid til hinanden, og at processer opleves retfærdige.

Social kapital har indflydelse på arbejdsmiljøet, produktiviteten og kvaliteten af arbejdet. Derfor giver det god mening at sætte social kapital på dagsordenen.


De 3 diamanter

Arbejdspladsens sociale kapital bygger på 3 faktorer, der kaldes de 3 diamanter:

  1. Tillid: Et godt samarbejde bygger på tillid. Tillid handler om, at medarbejdere og ledere stoler på hinanden. At man kan udtrykke meninger og følelser uden at være bange for negative reaktioner. Og at ledelsen har tillid til, at medarbejderne udfører et godt stykke arbejde.
  2. Retfærdighed: Følelsen af at blive retfærdigt behandlet er vigtig for viljen til at samarbejde med både kolleger og ledelse. Retfærdighed på arbejdspladsen betyder, at alle bliver behandlet og belønnet fair og respektfuldt. At løn, forfremmelse, fyringer, anerkendelse og frynsegoder bliver retfærdigt fordelt, og at processen er retfærdig
  3. Samarbejdsevne: Når medarbejdere og ledere samarbejder om at nå et fælles mål: kerneopgaven. Samarbejde er essensen af social kapital. Det er ikke nok til at opnå høj produktivitet og kvalitet, at medarbejderne er fagligt dygtige inden for hvert deres fag. Samarbejde og kommunikation skal fungere på tværs af faggrupper og mellem ledelse og medarbejdere, hvor alle anerkender hinandens bidrag og fagligheder. Det giver ikke blot bedre trivsel, men også bedre kvalitet, produktivitet og højere brugertilfredshed.


De 6 guldkorn

De 3 diamanter handler om, hvad der skal til, før en arbejdsplads har høj social kapital. De 6 guldkorn handler om, hvad der har betydning for, at den enkelte medarbejder trives i sit job:

  1. Indflydelse: Fx på planlægning og udførelse af arbejdet, indretning, hvem du arbejder sammen med og arbejdstidens placering.
  2. Mening: Du skal kunne se, hvordan du gør en forskel for det samlede produkt, og hvordan arbejdspladsens produktion eller ydelser bidrager til noget værdifuldt for kunderne, borgerne eller samfundet.
  3. Forudsigelighed: Information til tiden eller information om, hvad der sker i den nærmeste fremtid, mindsker utryghed og uvished.
  4. Social støtte: Kan du fx regne med dine kolleger, og bakker ledelsen dig op, hvis du har brug for hjælp?
  5. Belønning: Løn, frynsegoder, karriere, påskønnelse og anerkendelse. Det er vigtigt, at belønning står i forhold til indsatsen. Ellers vil det opfattes som uretfærdigt.
  6. Krav: Det er vigtigt, at du ved, hvilke krav der stilles til dig. Du skal have tid nok til at løse dine opgaver, og du skal vide, hvornår arbejdet er udført godt nok.


Værktøjer og viden om social kapital

I kan arbejde med social kapital på mange niveauer fra langvarige, ambitiøse projekter på hele arbejdspladsen til små afgrænsede indsatser for at styrke samarbejde og koordinering i en enkelt afdeling.

Ofte er det første skridt i arbejdet med social kapital at få sat temaet på den fælles dagsorden – fx gennem samarbejdsudvalget eller på et personalemøde.

Branchefællesskaberne for arbejdsmiljø (BFA), som HK er en del af, har gode værktøjer til at komme i gang med at arbejde med social kapital.

Læs mere på:

BFA Velfærd og Offentlig administration

BFA Kontor

BFA Handel

Spørgeskema til måling af social kapital

Kilder:

Bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø

HK’s folder: ”Sæt social kapital på dagsordenen”

Branchefællesskaber for arbejdsmiljø (BFA), som består af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter – blandt andre HK:

BFA Velfærd og Offentlig administration

BFA Handel

BFA Kontor