Din løn som ansat i en privat virksomhed

Løn for privatansatte

Som privatansat HK'er kan din løn være baseret på forskellige principper, fx mindsteløn, funktionsløn. Du bør også holde styr på, hvordan overarbejde bliver betalt.

I de fleste af HK Privats landsoverenskomster er der ingen mindstelønssatser. Du kan altså ikke slå op i overenskomsten og se, hvad du skal have i løn.

Undtaget er dog sundhedsområdet, Horesta, Bilfærgernes Rederiforening og den grafiske timelønsoverenskomst. Her er det vigtigt at understrege, at mindstelønssatserne netop er et minimum, og du selvfølgelig skal sigte højere.

I overenskomsterne uden mindstelønssatser er der i stedet er der en bestemmelse, som siger, at din løn skal afspejle dine kvalifikationer, din indsats, dit ansvar, din dygtighed og din uddannelse.
For overblikkets skyld kan du dele din løn op i forskellige elementer, der kan forhandles om:

Løndele:

  • Grundløn
  • Tillæg for kvalifikationer, funktioner, ansvar, fleksibilitet, rådighed
  • Bonus
Penge på hvid baggrund

Sådan forhandler du løn

"Guide til den gode lønforhandling" er et værktøj, som hjælper dig gennem lønsamtalen. Lige fra forberedelse til afslutning. Du får tips til gode argumenter, hvordan du bruger dem, og hvad du gør, hvis forhandlingen ikke rigtig glider.

Hent Guide til den gode lønforhandling (kræver login)

Funktionsløn

På mange af overenskomsterne inden for HK Privats område kan medarbejdere ansættes på funktionsløn, som er en fast løn, der også dækker eventuelt overarbejde, dog ikke at forveksle med forefaldende overarbejde.

Bliver du tilbudt ansættelse på funktionsløn, eller er du ansat og bliver tilbudt at komme på funktionsløn, skal du og din arbejdsgiver forhandle din løn.

En aftale om funktionsløn skal afspejle følgende:

  • Indholdet i dit job, fx opgaver, ansvar og indsats. Her følger du den almindelige løndannelse, som er baseret på en 37 timers arbejdsuge. Du kan med fordel tage udgangspunkt i HK’s lønstatistik.
  • Funktionsløndelen - det forventede omfang af overarbejde og din fleksibilitet i forhold til den arbejdstid, som ligger ud over de 37 timer. Altså hvad skal du have for at stå til rådighed for din arbejdsplads ud over den normale arbejdstid.

En aftale om funktionsløn

  • må ikke omfatte en fast højere arbejdstid. Din arbejdsgiver kan altså ikke skemalægge flere end gennemsnitlig 37 timer om ugen.
  • udelukker ikke betaling for overarbejde. Kommer du ind i en periode, hvor der er overarbejde ud over det, der er aftalt i forhold til funktionslønnen, skal du have overarbejdsbetaling.
  • skal aftales mellem dig og din arbejdsgiver. Dvs. at din arbejdsgiver ikke kan tvinge dig over på funktionsløn, hvis du allerede er ansat i virksomheden.

Vi anbefaler, at du får aftalen om funktionsløn på skrift, og at det fremgår, hvordan din løn er sammensat.

Ved den årlige lønsamtale, som overenskomsten giver ret til, skal lønniveauet i din aftale om funktionsløn drøftes. Her er det vigtigt, at du har et godt overblik over, hvor stor din arbejdsmængde har været i det forløbende år.

OBS! Hvis din løn ikke står mål med mængden af overarbejde, kan HK Privat køre en sag.

På disse overenskomster er der funktionsløn:

  • Industriens funktionæroverenskomst
  • Funktionæroverenskomst for Handel, Transport og Service
  • Funktionæroverenskomst for Handel, Viden og Service
  • Reklame- og Forlagsoverenskomsten
  • It-overenskomsten
  • Dansk Mode & Textil
  • DS Håndværk & Industri - Funktionsløn kan først aftales efter prøvetid og skal genforhandles en gang om året
  • Dansk Byggeri
  • Horesta
  • Tandlægeforeningen - Kun medarbejdere med lederansvar kan aflønnes med funktionsløn
  • Tekniq

REGLER FOR OVERARBEJDE

Er du dækket af en overenskomst, følger du reglerne for overarbejde her. Har du ikke overenskomst, får du kun overarbejdsbetaling, hvis det er aftalt i din ansættelseskontrakt.

I Danmark er betalingen for arbejde ud over den ugentlige arbejdstid, du har aftalt med din arbejdsgiver, reguleret i overenskomsterne.

For medlemmer, der ikke er dækket af en overenskomst, er det en god idé at tjekke overenskomsten inden for området, inden man aftaler med sin arbejdsgiver, hvordan eventuelt overarbejde skal honoreres.
 

Læs mere om overarbejde under Arbejdstid for privatansatte


Hvad er din tr's rolle?

Ved lønforhandlinger er der hjælp at hente hos din tillidsrepræsentant eller hos din lokale HK-afdeling

Det er forskel på, hvordan rollen for tillidsrepræsentanten fungerer i forbindelse med lønforhandlinger på arbejdspladsen, alt efter hvilken arbejdsplads og hvilken overenskomst, vi snakker om.

Er der faste løntrin på din arbejdsplads, vil det typisk være tillidsrepræsentanten/HK-afdelingen, som forhandler, hvor mange procent eller kroner løntrinene skal stige.

Herudover kan der forekomme personlige tillæg, som du som medarbejder selv forhandler eller får besked om af din ledelse. Medmindre der opstår problemer, hvor tillidsrepræsentanten typisk inddrages.

Bliver du derimod lønnet efter for eksempel kompetencer, præstationer, ansvar og erfaring, vil det typisk være dig selv, som forhandler din løn.

Tillidsrepræsentanten kan have haft indflydelse på hvilke kriterier der lægges vægt på i disse forhandlinger eller på større arbejdspladser forhandlet den overordnede samlede procent hjem.


Vil du vide, hvordan HK kan hjælpe dig?

Ring og hør mere om medlemskab på 7011 4545
eller læs mere om dine muligheder