Kære medlem

Om lidt tager vi afsked med året 2020. Et år som på mange punkter er så meget anderledes end andre år. Vi har lært mange nye ord, Corona, COVID-19, social boble, superspreder, kontakttal og mange flere.

Hvad vi godt vidste var og er, at kommunale og regionale medarbejdere er omstillingsparate, nytænkende og ansvarsfulde. Vi træder til når der er brug for os, også når det er uden for egne arbejdsopgaver. I har gjort en fantastisk indsats over en lang periode, og jeg er fuld af beundring og stolthed, når jeg ser, hvordan I løser opgaverne, hvordan I tænker nyt, og hvordan I samarbejder, selv når I ikke har jeres kolleger lige ved siden af. Corona, hjemmearbejde og virtuelle møder er blevet en del af den hverdag, vi har lige nu, og I formår at få tingene til at fungere til gavn for borgere, kolleger og ledelse.

Når vi ser ind i 2021 må vi forberede os på, at vi ikke alle møder fysisk på arbejde igen den 4. januar, og at der kan gå lang tid, inden vi igen alle er samlet på arbejdspladserne. I HK forbereder vi også på, at hverdagen ikke bliver, som vi kender. Derfor arbejder vi med, hvordan vi fortsat kan være synlige for dig, selv når vi ikke kan ses fysisk. Hold derfor øje med de mange gode online tilbud.

2021 bliver også året, hvor der skal forhandles en ny overenskomst, OK21. Det sidste arbejde i forbindelse med udtagelse af krav finder sted netop i disse dage. Herefter mødes vores forhandlere med både Kommunernes Landsforening og Danske Regioner for sammen at forhandle en ny overenskomst.

Jeg håber, julefreden vil sænke sig, og du må få god tid til at være sammen med dine kære. Herfra ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår.