OBS: Dette er et fælles blogindlæg fra Nikolaj Rosenkilde Kølbæk, forperson for HK Ungdom MidtVest og Lene Buhl, formand for HK Kommunal MidtVest.

 

I de senere år har offentlige institutioner været tvunget til at skære ned på administrationen, selvom opgaverne er blevet mere komplekse. Men det er en besparelsesiver, der kan underminere vores velfærd. 


De administrative medarbejdere er nemlig rygraden i vores velfærdssystem. Deres arbejde sikrer, at hospitaler, skoler og kommuner fungerer gnidningsfrit. Når vi skærer i faggruppen, risikerer vi ineffektivitet, forsinkelser og fejl, der rammer os alle.

Administrative kompetencer er afgørende 



Det er ikke bare et spørgsmål om at udfylde formularer. Administrativt arbejde kræver faglighed, indsigt og forståelse for systemets sammenhæng. At fjerne administrative ressourcer svarer til at undvære læger på hospitaler eller ingeniører på byggeprojekter.


Besparelser på administration skaber en farlig mangel på kompetencer, som risikerer at lamme velfærdssystemet. I sundhedssektoren betyder det forsinkelser i patientforløb og øget pres på de sundhedsprofessionelle. I kommunerne betyder det længere sagsbehandlingstider og frustration blandt borgerne.

Kaotisk omstrukturering og politisk ansvar


Administrationen må ikke ses som en simpel løsning på økonomiske udfordringer. Vi ser nemlig allerede, hvordan omstruktureringer og nedskæringer i administrationen fører til, at opgaver lander hos faggrupper uden de nødvendige kompetencer – med kaotiske konsekvenser til følge.


Besparelser uden en klar vision for, hvilke opgaver der kan reduceres, fører til kaos. Det skaber en tikkende bombe, der langsomt, men sikkert, svækker vores evne til at levere kvalitetsvelfærd til borgerne.


Det er på tide, at politikere tager ansvar og anerkender administrationens betydning for en effektiv velfærd. Lad os stoppe automatikbesparelserne og i stedet investere i vores administrative medarbejdere, så de kan fortsætte med at sikre en stærk og effektiv velfærd.

 

Udvikl dine kompetencer

De fleste job udvikler og ændrer sig. Derfor er det også vigtigt, at du følger med og tager de næste skridt i arbejdslivet. Det hjælper vi dig med, og det er noget af det, vi har allermest fokus på. Vi er eksperter i de mange muligheder, ved hvad der skal til, hvor det foregår – og hvordan du kan finansiere det, hvis det koster penge.