Denne reform skal løse den opgave, som arbejdsmarkedet har behov for. Den skal bringe ledige hurtigt og varigt i arbejde, sikre virksomheder den nødvendige arbejdskraft, understøtte unge menneskers vej i uddannelse og hjælpe de mennesker ind på arbejdsmarkedet, som har lidt mere at slås med end flertallet.
Beskæftigelsessystemet er på mange måder kritisk infrastruktur, for hvis ikke ledig arbejdskraft og virksomhedernes arbejdskraftbehov mødes, så bliver vi alle som samfund fattigere.
Konjunkturerne på arbejdsmarkedet er altid gået op og ned, og med Trump kan det ikke undgås, at fx toldkrigen vækker bekymring.
Vores hidtidige beskæftigelsessystem har mange gange bevist sit værd og sin evne til at være omstillingsparat. Det skete bl.a. ved krigen i Ukraine, hvor man i landets jobcentre var nervecentralen i at modtage de mange ukrainske flygtninge og har været bedst i hele Europa til at få ukrainerne hurtigt ud på det danske arbejdsmarked.
Danske virksomheder bedømmer også i diverse undersøgelser jobcentrene med større og større tilfredshed.
Det bekymrer mig på alles vegne, at man nu er på vej med en reform af beskæftigelsessystemet, som på afgørende punkter piller ved trygheden for især de udsatte ledige i en usikker tid. Der ændres ved tilbud til ledige unge i mistrivsel, der skal hjælpe dem videre til arbejde og uddannelse og bl.a. mulighed for mentorstøtte. Og alle eksperter fra forskere til Kommunernes Landsforening har på forhånd været ude at advare imod den effekt, som de påtænkte besparelser kommer til at få for ledige med fysiske eller psykiske problemer. Færre vil få fodfæste på arbejdsmarkedet, og i værste fald kunne det føre til, at flere vil få en førtidspension.
Jeg håber, at regering og forligspartier vil give ansatte og kommune en fair chance for at få implementeret reformen ordentligt, men med en startdato den 1. februar 2026 kan det blive overordentligt svært.