Blåt banner med marias navn

Efterårsplaner: Samarbejde er (stadig) nøglen til fælles succes

Da jeg tilbage i foråret fik Privat-medlemmernes mandat til at blive sektorformand, da stillede jeg blandt andet op med en klar overbevisning: Samarbejde er en afgørende nøgle til succes med og for vores medlemmer. 

Nu er vi på den anden side af sommerferien, og den tilgang har ikke ændret sig:

Det er kun, hvis vi står sammen, at vi flytter den faglige hverdag og virkelighed ude på HK Privat-arbejdspladserne. Det er kun med et stærkt netværk af tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter, at vi sætter en dagsorden for det enkelte medlem. Og det er kun med et dygtigt, engageret hold af ansatte i HK Privat Midt, at vi kan omsætte vores fælles ambitioner i praksis. 

Netop derfor har jeg glædet mig til at vende tilbage efter ferien. For sammen med mine kolleger, tillids-/arbejdsmiljørepræsentanterne og medlemmerne har vi gode planer for efteråret. Der skal atter tales arbejdsmiljø, løn, ansættelseskontrakter, opsigelser, kompetenceudvikling og de andre faglige emner, der har betydning for jer som HK’ere.

Samtidig har jeg personligt fokus på, hvordan vi tager godt imod vores unge mennesker på arbejdsmarkedet og ude på arbejdspladserne. Vi skylder dem en god start på et langt arbejdsliv, og vi er sammen om at få dem godt i gang. 

Hvad der er vigtigt for dig er også vigtigt for mig!

Holder hånden over og under medlemmerne

Jeg kan kun rose mine gode kolleger i HK Privat Midt. De knokler for hvert medlem med det, som jeg selv har beskæftiget mig med i 13 år, nemlig at støtte, servicere, hjælpe, udvikle og forhandle for hundredvis af medlemmer, der har haft brug for det. 

Det skaber flotte resultater og afgørende sejre, når vi sammen holder hånden under og over vores medlemmer. Igen med fællesskab, samarbejde og høj faglighed i nøglebundtet. 

Jeg glæder mig til, at vi i et travlt efterår fortsætter det gode (sam)arbejde. 

 

Netværk og professionelle relationer

Som sektorformand er jeg med til at sikre, at vi holder den kurs, der er lagt for HK Privat, men jeg står også for udvikling. For eksempel omkring netværk og rammer omkring professionelle relationer. Vi er allerede i dag dygtige til at facilitere forskellige former for netværk, men vi arbejder på at blive endnu bedre til at sikre HK Privat-medlemmerne mødesteder med ligesindede, og jeg er sikker på, at netop fleksible møde- og netværksformer frem over vil bidrage til, at vi fortsat er en attraktiv fagforening for jer som medlemmer. 

 

Kort sagt: 

Jeg glæder mig til, sammen med mine kolleger i HK Privat Midt, at møde jer derude, og husk: Hvad der er vigtigt for dig er også vigtigt for mig!