Forslaget giver bestemt mening, når vi gerne vil gøre de erhvervsfaglige uddannelser mere attraktive for vores børn og unge. Her giver et godt tilrettelagt, inspirerende praktikforløb hos en engageret arbejdsgiver mulighed for, at de unge kommer tæt på et fag. At de unge mærker, føler og oplever, hvad det giver af muligheder, når du lærer et fag. Det er ikke anderledes på HK-området, hvor der kan prøves praktik-kræfter med spændende opgaver i både privat og offentligt regi.
I oplægget er der lagt op til, at erhvervspraktikken er obligatorisk, men at du skal kunne slippe, hvis du har en god begrundelse. Lige den del er jeg ikke enig i. For det skal tværtimod være et must og en mulighed for alle at komme i erhvervspraktik. Gerne tidligt i folkeskolen og gerne flere gange. Der er heller ikke noget, der taler imod, at der også FØR 6. klasse tænkes erhvervsfaglighed ind i forskellige fag. Enten i eksisterende fag eller i nye fag, der peger frem mod praktikforløb, uddannelsesvalg og erhvervskarriere. Eller hvad med et korps af faglige rollemodeller og fagambassadører, der drager rundt til landets mindste og giver en indsigt i fag og fagligheder?
Vi kan gøre mangt og meget for at ændre erhvervsbilledet i de kommende år, og det er skønt, at der med det aktuelle forslag om mere udbredt erhvervspraktisk i folkeskolen er nogen, der tænker højt og tager action. Det bakker vi op om i HK Privat Midt.