Som ansat i handelsbranchen kender du dem sikkert godt. Fordommene om, hvordan det er at arbejde i vores fag. Hvis vi tager butiksområdet som eksempel, har du sikkert også – ligesom mig – hørt følgende til hudløshed: At hvis du ikke kan blive til andet, så kan du få job i en butik.

Det er trættende, det er fordomsfuldt, og det er slet og ret forkert. Jeg tøver ikke med selv at gøre mit for at rette op på de fordomme, jeg møder om vores fag, hvad enten de går på butiks- kontor- eller lageransatte. Og jeg håber, at du gør det samme. For vi skal selv være med til at tale vores fag op, hvis vi skal have vendt fortællingen om ansatte i handelsbranchen.

Sammen er vi med til at sikre, at man i Danmark har adgang til alt fra livsvigtig medicin til livsnødvendigheder i supermarkedet. Der er mere end 600.000 mennesker, der er beskæftiget inden for handel, og til sammen skaber vi årligt en omsætning på mere end 1.000 milliarder kroner.

Der er altså ingen tvivl om, at vi som handelsansatte er vigtige for sammenhængskraften i vores land. Det skal vi huske på, både når vi møder fordomme, og når der skal forhandles løn med chefen.

For i min bog er der ingen tvivl om, at faglig stolthed og løn hænger sammen. Derfor har vi en fælles interesse i at tale og bakke hinanden op.

Det kan du bl.a. gøre ved at være med til at indstille en dygtig handelsansat til årets fagtalent. For et er, at vi selv skal tale vores fag op – vi skal også have omverdenen til at påskønne seje talenter inden for handel. Det er på tide, at vi kræver respekt for vores faglighed, for det er en respekt, vi har gjort os fortjent til.