Prøv at forestille dig det her:
Du er på arbejde, men du har brug for at dele noget i fortrolighed med din nærmeste kollega. Problemet er bare, at alt hvad du går og siger i løbet af en arbejdsdag bliver optaget, og det giver din chef mulighed for at lytte til dine samtaler.
Det er ubehageligt at tænke på, ikke?
Alligevel er det den virkelighed, som ansatte i landets butikker nu risikere at måtte arbejde under.
Et bredt flertal i Folketinget har efter lang tids ønske fra arbejdsgiverne nemlig vedtaget et lovforslag, der pr. 1. februar har givet mulighed for brug af lydovervågning i landets butikker, hvis der er tydeligt skiltet omkring det.
Det er et ud af flere initiativer, der hører ind under udspillet ”Sammen om en tryggere hverdag”, der har til formål at bekæmpe forskellige typer kriminalitet – heriblandt butikstyveri. Men brugen af lydovervågning er både dybt bekymrende og en farlig vej at gå.
Det er nemlig et enormt indgribende værktøj, som man nu tyer til i kampen mod butikstyveri.
For nu kan alt, hvad medarbejderne siger til deres kolleger, mens de er på arbejde, risikere at blive optaget og falde i hænderne på deres chefer. Det vil uden tvivl generere en masse sårbart materiale, som i værste fald kan få ansættelsesretlige konsekvenser for medarbejderne.
Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at selv den mest pligtopfyldende og loyale medarbejder på et tidspunkt i løbet af en arbejdsdag kommer til at sige noget privat, som de helst ikke vil dele med deres chef.
Og det bør de også have mulighed for.
Det er vigtigt for mig at understrege, at butikstyveri er et stort problem, som der bør gøres noget ved. Men lydovervågning er ikke løsningen.
Først og fremmest savner jeg evidens for, at lydovervågning rent faktisk kan hjælpe med at opklare butikstyveri, der som regel er en lydløs forbrydelse. For det er altså de færreste butikstyve, der højlydt proklamerer, at de nu går på rov efter den dyre olivenolie bagerst i butikken.
Men hvad værre er, at lydovervågning er så indgribende et værktøj, at man risikerer at gøre medarbejderne utrygge.
For hvem kan slappe af og udføre sit arbejde godt, hvis man går med en mikrofon over hovedet hele dagen.
Vi har i HK Handel tidligere foreslået, at hvis man absolut vil indføre lydovervågning i butikkerne, bør det være medarbejderne, der selv er med til at aktivere det.
Flere andre virksomheder i udlandet har for eksempel fine erfaringer med den type overvågning. Så det er altså muligt at finde en god og effektiv løsning, hvor de ansatte bliver inddraget, og som giver mulighed for at dokumentere trusler og ubehagelige hændelser uden, at de ansatte skal belastes psykisk af den konstante lydovervågning.
Det ville have klædt politikerne, hvis man havde lyttet til de erfaringer og taget hensyn til medarbejdernes tarv i stedet for kun at basere denne lovændring på arbejdsgivernes interesse.
I debatten om lydovervågning er det også vigtigt at nævne, at justitsministeren tidligere understreget har, at brugen af lydovervågning fortsat skal følge den såkaldte databeskyttelsesforordning, som blandt andet fastslår, at der ikke må anvendes lydoptagelse, hvis man kan gøre brug af andre og mindre indgribende foranstaltninger til at forebygge butikstyveri.
Derfor vil jeg på det kraftigste opfordre til, at man lever op til dette princip og finder en bedre og mindre indgribende løsning, når justitsministeren og arbejdsgiverne i fællesskab sætter sig sammen for at udforme de konkrete regler og anbefalinger. Og her savner jeg selvfølgelig også, at man inviterer medarbejderne med ind.
