Som formand for HK Stat MidtVest har jeg de sidste dage kunnet læse i medierne, at FGU-institutionerne har et underskud på over 10 millioner kroner. Og når jeg kommer rundt i det midt- og vestjyske, hører jeg da også fra FGU-skolerne, at de har det økonomisk svært.
Men jeg hører også om de mange unge, skolerne er med til at hjælpe godt videre.
For nylig var jeg på besøg på én af de midt- og vestjyske FGU-skoler, og her fik jeg fortællingen om en tidligere elev, skolen lige havde haft besøg af.
En elev, der havde kæmpet med blandt andet angst og derfor havde fundet det udfordrende at skulle møde ind til undervisningen. Men nu var den tidligere elev efter sit FGU-forløb i gang med HF, fik flotte karakterer og ville lige kigge forbi for at fortælle sine undervisere, at FGU havde gjort en rigtig stor forskel.
Hvad gemmer der sig bag ordet FGU?
FGU står for Forberedende grunduddannelse og er et tilbud til de unge, der har brug for at blive stærkere fagligt, så de kan blive klar til en erhvervsuddannelse, gymnasial uddannelse eller et job.
Unge under 25 år, der måske har haft en svær folkeskoletid og ikke har fået afsluttet alle fag med en eksamen, så de kan komme videre. Unge, som er skoletrætte eller er i tvivl om, hvad de kan og vil.
På FGU er der hjælp til det faglige, og de unge kan gennem et mix af praksis, produktion og praktik blive klogere på vejen frem.
De 27 FGU-institutioner har på finansloven for 2023 fået bevilget 167 millioner kroner i særtilskud. Men særtilskud er én ting, noget andet er, hvordan økonomien sikres fremadrettet, så skolerne ikke er nødt til at leve i uvished.
Den elev-fortælling, jeg fik med mig fra den lokale skole, jeg besøgte, understreger for mig vigtigheden af, at der er et FGU-tilbud i fremtiden - og, at det tilbud skal have den nødvendige finansiering.
Så de unge, der har brug for en lidt anden vej frem mod uddannelse og job, bliver hjulpet godt videre. Det fortjener de.