Et plaster, der dækker en stor revne i en væg

 

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har undersøgt og sammenlignet undervisningsudgifterne på henholdsvis erhvervsuddannelserne, de videregående uddannelser og gymnasierne fra 2010 til 2023. 

 

Analysen viser, at erhvervsuddannelsernes samlede undervisningsudgifter er faldet voldsomt siden 2010, nemlig med 1,8 mia. kr. 

 

Omvendt har de videregående uddannelser oplevet en fremgang, mens gymnasiernes undervisningsudgifter er omtrent uændrede. Dermed er en mindre og mindre del af de samlede uddannelsesmidler blevet fordelt til erhvervsuddannelserne.

 

Ifølge analysen skyldes udviklingen, at færre er søgt ind på erhvervsuddannelserne. Men de faldende bevillinger skaber også en negativ spiral, hvor skolerne hele tiden skal finde flere penge at spare. Og de faldende bevillinger er således i sig selv med til at skubbe de unge væk fra erhvervsuddannelserne.

 

Det er et problem. Vi kommer de kommende år til at mangle faglærte samt KVU’ere og MVU’ere (korte og mellemlange uddannelser). De er helt afgørende, når det handler om at løfte den grønne omstilling og fremtidens velfærd. Så den onde spiral må og skal brydes, og AE slår i sin analyse fast, at det kræver saltvandsindsprøjtninger til erhvervsuddannelserne. 

 

Og her er jeg helt enig: Det handler om at gøre erhvervsskolerne og -uddannelserne mere attraktive i de unges øjne, så de i højere grad søger ind på dem. 

 

Og ja, de midler, regeringen har sat af til erhvervsskolerne med finanslovsudspillet for 2024, er en start – men kun en start. For mig at se skal der mere til.

Artiklen er opdateret 05. oktober 2023

Din stemme bliver hørt

Vi er med til at påvirke den politiske dagsorden – og husk det er din sag, vi taler. Vi har tæt kontakt med politikere både lokalt og på landsplan. Hvad end det handler om uddannelsesmuligheder eller pensionsalder, om børnepasning eller offentlig transport, så sikrer vi, at politikerne får viden om, hvordan vores medlemmer bliver påvirket af konkrete politiske forslag. Vi arbejder hver dag for at give dig de bedste muligheder i dit arbejdsliv.