1 .maj 2019 har alle i HK Sydjylland brugt ude hos vores medlemmer. Nogle har været på arbejdspladsbesøg med arbejdsmiljø som emne, andre har været ude på arbejdspladserne for at starte processen med at indsamle krav til overenskomstforhandlingerne på det private område til næste forår – velkommen til jer alle.
Velkommen til en 1.maj, som jo står lidt i skyggen af de kommende valg, som vi snart skal være med til – valget til Europa-Parlamentet og valget til Folketinget. Begge to er valg, som kan få afgørende betydning for vores fælles fremtid. Begge valg, som helt sikker vil sætte nogle emner på dagsordenen, som det vil være svært ikke at gøre noget ved efterfølgende – uanset hvem der bliver statsminister i Danmark eller kommissionsformand i Bruxelles.
I HK har vi valgt at være partipolitisk uafhængige. Vi støtter ikke politiske partier, men det betyder ikke, at vi ikke er politiske – vi begrænser os bare til at mene noget om emner, som vedrører vores medlemmers arbejdsliv. Derfor blev jeg helt glad forleden, da jeg læste et lille indlæg i Avisen Danmark på debatsiden. Overskriften var: Politiker-glæde. Alene overskriften fik mig til at læse videre – jeg er jo selv politisk valgt, så det at blive mødt med ordet glæde var nok til at redde min dag. Indlægget udtrykte et ønske om, at flere politikere venter med at have fuldt færdige meninger, indtil de har hørt de forskellige indlæg eller med skribentens ord: Fremover vil det være meget mere frugtbart, hvis flere politikere tør tie stille og lytte. Hvis de efterfølgende er villige til at kigge på et problem, så nøjes med at sige ”Det her skal vi have lavet om på. Jeg glæder mig til at høre fra alle, der har erfaringer, viden og inspiration, så vi sammen kan lave en god løsning”.
Det ville være politikere efter min smag – visionære mennesker, som tør vedgå tvivl og manglende indsigt, men efter input og debat tilkendegiver en mening. Dem ville jeg gerne støtte – næsten, men også kun næsten uanset partifarve.
Et emne, som hele den kongelige danske fagbevægelse har kastet sig ind i, er pensionsalder. Hvornår er det rimeligt, at man kan trække sig tilbage? Hvilke kriterier skal være opfyldt, før det er rimeligt at sige: ”Nu har jeg ydet min indsats, nu må andre tage over”?
Fagbevægelsen siger, at det må være rimeligt, at man, efter et langt og godt arbejdsliv, får mulighed for at prioritere anderledes i sit liv, inden man bliver totalt nedslidt. Man skal have en ret til at trække sig tilbage med værdighed, før man når det stadium, hvor det ikke kan være anderledes. Løser seniorførtidspensionen ikke det problem? Nej, det gør den ikke. Seniorførtidspensionen er, uanset hvem der skal bevillige den, afhængig af, at du er nedslidt. Så får du ikke de gode år med familien, du havde drømt om. Så får du ikke mulighed for at udleve de drømme, som et normalt arbejdsliv ikke giver mulighed for at indfri. Derfor skal visionen være, at pensionsalder ikke er en dato, som fastsættes efter din dåbsattest, men noget som tilrettelægges langt mere individuelt – alt efter arbejde og fysik samt, ikke mindst efter den enkeltes lyst til at fortsætte på arbejdsmarkedet. Mange har jo rent faktisk både lyst og fysik til at fortsætte – de skal jo heller ikke tvinges ud på grund af deres alder.
Et andet emne, som et kommende folketing bliver nødt til at forholde sig til, er stress. En folkesygdom – en orm – som efterhånden gnaver overalt i vores samfund. Det er et problem, som vi hver især bliver nødt til at forholde os til, men også et problem, der skal laves lovgivning omkring. Så hjælper det ikke at nedsætte et stresspanel, som kommer med forslag om at afskaffe forældreintra i folkeskolen. Problemet er reelt og stigende – vi må gøre noget, men hvad? Forleden dag havde vi i HK Sydjylland besøg af Imran Rashid. Han er læge og foredragsholder, og så er han også hjerneforsker. Han sagde blandt andet, at vi hver især skulle prioritere tid til refleksion. En tur i skoven, sidde og glo ud i luften, men vigtigst af alt, uden telefon. Læg telefonen væk – sluk den – den er den allerstørste stressfaktor for moderne mennesker. Det kunne måske være med til at løse noget af den stress, som vi genererer i fritiden, men den arbejdsbetingede stress må vi gøre noget ved i fællesskab.
Er der andre relevante emner, som de kommende politikere bliver nødt til at forholde sig til? Ja for søren: Klima, flygtninge, integration, terror og jeg kunne blive ved. Der er blot det ved det, at det ikke er dansk fagbevægelses kerneopgaver.
Det er uddannelse derimod. Vi bliver nødt til at kræve af de kommende folketingspolitikere, at de stopper udhulingen af vores uddannelsessystem. Vi bliver nødt til at kræve, at nogle af de sparede midler føres tilbage til sektoren. Der er sparet helt urimeligt på vores ungdomsuddannelser, på vores erhvervsuddannelser, ja, på hele uddannelsessektoren. Det er ikke holdbart – hverken på den korte eller den lange bane.
Tre beskedne ønsker og et lille håb her fra mig. En rimelig tilbagetrækningsreform, en reel indsats omkring stress og bedre økonomi for vores uddannelsesinstitutioner. Og så et lille håb om flere lyttende og visionære politikere.
Rigtig god 1.maj.
