Hvem kikker med på din skærm lige nu?
Mange af os bliver overvåget på arbejdspladsen. Af mailen, som registrerer, om du sender mails under møder eller i måneskæret ved midnat. Af andre programmer på computeren, apps på mobilen eller en gps i køretøjet, som fortæller chefen, hvad medarbejderne laver.
For nogle sker det, uden at de ved det. For rigtig mange er der en usikkerhed. For som Mandag Morgen for nylig konstaterede: Ingen ved rigtigt, hvad arbejdsgiverne ved om medarbejderne.
I USA er det såkaldte bossware eksploderet. Programmer, der følger med i alt, hvad medarbejderne laver på deres computer, er i hastig udvikling. Og en ny generation af medarbejdere møder et arbejdsmarked, hvor det er mere og mere normalt, at computeren logger alt og tager et screendump af, hvad sker på skærmen, med sekunders mellemrum.
Der er vi heldigvis langt fra på de fleste kontorer i Danmark. Men der sker også på de statslige arbejdspladser store skred, og vi er nødt til at insistere på, at vores lovgivning og aftaler skal holdes. Vi skal vide, hvordan vi bliver overvåget, og hvad vores arbejdsgivere samler af viden om os.
Datatilsynet har i oktober offentliggjort en vejledning til AI og GDPR for offentlige myndigheder, samt en kortlægning af AI-systemer blandt 191 myndigheder.
Konklusionen er, at danske myndigheder ikke altid lever op til GDPR, når de bruger kunstig intelligens, og har i mange tilfælde svært ved at finde ud af, om deres systemer er AI eller ej. På trods af det har 51 myndigheder allerede kastet sig ud i AI-eventyret, som fagmediet Version 2 har beskrevet.
Derfor kan vi med rette spørge; har de statslige myndigheder helt styr på, hvad de samler af viden om os? Hvad bruger de det til? Og hvor ender data?
Digital overvågning kan bruges til at planlægge, optimere arbejdet og dokumentere, og det giver jo fx god mening, at systemerne logger, hvem der laver opslag på borgere i systemer med følsomme oplysninger.
Men overvågning og sporing kan også skabe usikkerhed, øget pres, og det kan skabe et utrygt arbejdsmiljø, der kan føre til stress.
Som medarbejder er du beskyttet af en række regler. Du kan læse mere her på HK.DK, spørge din TR eller tage fat i din lokale HK-afdeling, hvis du er i tvivl.
Imens arbejder vi i HK for, at vi har klare regler, der fortsat sikrer balance mellem kontrol og overvågning. Også når AI rykker ind. Vi skal selvfølgelig vide, om vores arbejdsgiver indsamler data om os, hvordan det sker, og hvad data bliver brugt til.
Derfor kæmper HK for, at du som medarbejder skal have stærkere digitale rettigheder. Der skal være bedre regler og grænser for, hvilke data man må indsamle, og din leder skal stadig være et menneske. Vi skal udnytte alle fordelene, men det må ikke blive algoritmer og techgiganterne, der bestemmer over vores arbejde og arbejdsmiljø.