Da sandheden om en arbejdsplads i helvede endelig kom frem

Foto: Jens Bach

En gåtur blandt fremmede, et mødelokale med nye deltagere, eller blot en tur i supermarkedet er nok til at bringe 38-årige Rebecca Huus’ sanser i alarmberedskab. Hun registrerer alle lyde og personers bevægelser og tænker per instinkt: Hvad vil de gøre? Er de til at stole på? Og ikke mindst: Hvordan skal jeg agere, for at de ikke gør mig ondt?

At være på vagt konstant er udmattende og betyder, at hun ofte må trække sig fra sociale sammenhænge for at få samling på sig selv. Den næsten konstante uro lever hun med på 6. år, og hun har erkendt, at den nok aldrig forsvinder.

Før havde Rebecca stolet på sine omgivelser og troet på det bedste i andre mennesker, indtil andet var bevist. Men det ændrer sig i løbet af ganske få måneder i 2019. Dagligt oplever hun et sandt helvede på sin arbejdsplads, hvor hun bliver udsat for ydmygelser, bagtalelser, vredesudbrud og fysisk vold fra sin leder og 4 kolleger.

Det hele udspiller sig på en kontorarbejdsplads under den danske stat.

6 år efter, i oktober 2025, får Rebecca myndighedernes medhold i, at arbejdet har påført hende en psykisk arbejdsskade. En skade, der har medført et tab af arbejdsevne på 45 procent. Hun er én blandt meget få, for hvem det er lykkedes at dokumentere forløbet i detaljer og få sagen anerkendt. I 2024 anerkendte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) kun 7 procent af de indberettede sager om psykiske erhvervssygdomme.

Samtale for lukkede vinduer

Det tegner ellers godt, da Rebecca den 1. januar 2019 får et barselsvikariat på en af Forsvarets uddannelsesinstitutioner. Hendes tidligere arbejdsgiver i det private er netop gået konkurs, og som husejer og enlig forsørger til en 4-årig datter har hun hårdt brug for en fast månedlig indtjening.

Hun oplever sin leder på den nye arbejdsplads som venlig, omfavnende og lyttende. I begyndelsen. For da Rebecca 2 måneder senere bliver fastansat, vender stemningen snart til en ganske anden.

- Jeg er lige blevet valgt som suppleant for tillidsrepræsentanten, og det synes jeg er rigtig dejligt. En dag beder en kollega i fleksjob mig om at undersøge, hvorfor hun ikke får det samme tillæg som andre HK’ere. Jeg vil jo gerne hjælpe en kollega, så det sætter jeg mig for at undersøge. Men da jeg tager det op med min leder, får jeg at vide, at det skal jeg ikke blande mig i, fortæller Rebecca.

Samtidig dukker der arbejdsopgaver op, som hun siger nej til at løse, da de går imod hendes etik og faglighed. Det drejer sig fx om registrering af elever, hvor GDPR-regler ikke bliver overholdt, og at trykke ’OK’ til andre medarbejderes snyd med registrering af arbejdstid.

En varm dag i forsommeren er Rebeccas rolle og standpunkter tilsyneladende blevet for meget for lederen, som kalder hende ind til samtale på sit kontor. Rebecca bider mærke i, at lederen lægger ud med at lukke både vinduer og dør.

- Da jeg kommer ind, stiller hun sig foran mig, der har sat mig på en stol, og begynder at råbe alle mulige ukvemsord ad mig. Så kører sin kontorstol helt hen til mig, pumper den op og sætter sig, så hun stadig kigger ned på mig, mens hun siger: ’Hvis du nogensinde stikker mig i ryggen, så skal jeg nok sørge for, at det bliver rigtig ubehageligt for dig at arbejde her’. Hun tilføjer, at hvis jeg ’vil fortsætte på den måde’, så vil hun sætte kollegerne op imod mig. Jeg bliver så paf over de mange ord, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal sige.

Efterfølgende, husker Rebecca, slår lederen brat over i at fortælle en joke og griner højlydt på vej ud til lokalet, hvor de andre medarbejdere sidder.

Rebecca husker ikke meget fra resten af den dag. Kun, at hun sad på sin plads og ikke var i stand til at tale med nogen. Og at da hun om eftermiddagen var på indkøb, kom hun hjem med nogle helt andre varer end dem, der stod på den indkøbsliste, hun havde i hånden.

- Det var som om, jeg ikke længere kunne læse, fortæller hun.

Rygter, slag og skældsord

Som kontoruddannet er Rebecca kendt med regler og procedurer for den administrative del af arbejdet – modsat kolleger med militær baggrund, hvis område er nyt for hende. At hun holder fast i sin faglighed og måde at løse opgaverne på, fornemmer hun, fører til, at nogle af kollegerne føler sig magtesløse og derfor ser skævt til hende.

En dag sker det, at en kollega bliver anerkendt og belønnet for Rebeccas arbejde. At hendes madpakke bliver kommenteret og kritiseret. At hun får at vide, at hun ikke bør drikke light-sodavand, da det kan føre til kræft. Og der opstår et falsk rygte om, at hendes hus er så trangt, at hendes datter ikke kan få sit eget værelse og må sove i stuen.

Af lederen og de 4 kolleger bliver Rebecca ofte kaldt skældsord som ”kælling” og ”snotskovl”. Når hun forsøger at ignorere, bliver henvendelserne fra en af kollegerne mere håndfaste. Først er det ”tilfældige” svirp med en kuglepen eller en lineal, når hun står ved siden af. Siden er det målrettede knytnæveslag mod arme, ben og ryg. Alle ser det, og ingen reagerer.

- Det værste er ikke at blive slået. Det er, at jeg ikke ved, hvad det er for en person, jeg møder. Er personen rimelig i dag? Eller bliver det ubehageligt? Man ved jo, at den pågældende slår, så det kan ikke overraske. Det er værre ikke at vide, hvor man har en person. Det er virkelig ubehageligt. Så er man konstant i beredskab, forklarer Rebecca.

Udenfor arbejdspladsen er der ingen, der ved, hvad Rebecca er oppe imod. Hun føler ikke, at hun kan tale med nogen om det, men forsøger selv at finde svar på, hvad det kan være, hun gør forkert. For det må jo være hendes egen skyld. For hvis ikke det er hendes skyld – hvorfor skulle de så gøre det?

Spillet ud mod hinanden

Rebecca oplever, at en kollega, som også er civilt ansat, i særlig grad er i opposition til hende. Det kulminerer en dag, da de to er alene på kontoret og skal løse en opgave sammen. Her fortæller kollegaen, at hun godt ved fra lederen, at Rebecca ikke kan lide hende og derfor bevidst har givet hende en dårlig vagtplan. Rebecca svarer uforstående, at det intet har på sig. Da begynder det at gå op for dem, at de er blevet spillet ud mod hinanden.

- Jeg siger til hende, at jeg synes, at vi skal holde sammen. Det tror hun også, siger hun. Så vi begynder at snakke om alt det, der sker. Havde vi ikke gjort det, så tror jeg, at vi var knækket noget tidligere.

Fra at have haft en relation præget af beskyldninger og dårlig stemning bliver de nu hinandens allierede. Det varer dog kun i kort tid, da kollegaen op til sommerferien bukker under for presset og bliver sygemeldt. Igen står Rebecca alene.

Alligevel finder hun styrke til at gå til lederen over hendes egen og gøre opmærksom på problemerne i afdelingen. Først tror hun, at hendes henvendelse bliver taget seriøst, og at der faktisk vil blive gjort noget ved problemerne. Men snart overhører hun ordveksling og grin, der afslører, at de to ledere er private venner.

- Så ved jeg jo godt, at der ikke kommer til at ske mere.

Ordene vælter ud

En dag erfarer Rebecca ved et tilfælde, at Arbejdstilsynet er på besøg i en af arbejdspladsens andre afdelinger, hvor der er problemer med arbejdsmiljøet. Selv om det ikke er planen, at de skal tale med nogen fra hendes afdeling, beder hun dem om at gøre det alligevel. Konsulenterne fra Arbejdstilsynet indvilliger og kalder de menige medarbejdere i Rebeccas afdeling til møde. Her oplever hun igen at stå alene, da ingen vil stå ved, at der skulle være problemer hos dem.

Da mødet slutter, og de andre har forladt lokalet, insisterer Rebecca på at fortælle om sine oplevelser. Det bliver et vendepunkt for hende.

- ’Vi har hele dagen, så du starter bare’ siger de. Og så vælter ordene ud af mig. Før har jeg ikke nævnt noget til nogen. Nu kører jeg på adrenalinen og fortæller det hele. Det føles som 10 minutter, men jeg tror, jeg sidder der i halvanden time. Bagefter er jeg helt færdig.

Arbejdstilsynet giver arbejdspladsen et strakspåbud, hvilket betyder, at der er risiko for alvorlig personskade, og at fejlen skal rettes med det samme. Rebecca er nu ikke længere i tvivl om, at hun skal væk fra arbejdspladsen. Men først skal hun omkring den øverste leder.

- Han siger, at han da er ked af at høre det, men om jeg ikke lige kan holde ud et par dage, for der er travlt lige nu – om ikke jeg kan gå hjem nu og så komme igen mandag? Og at vi måske kan snakke om løn til næste år, når der er mere i budgettet? Nej, jeg skal bare hjem, siger jeg. Det har jeg brug for. Det blev den sidste dag, jeg var der.

Skriver alt ned

Efter råd fra Arbejdstilsynet går Rebecca til lægen, som anmelder sagen til AES. Straks bliver Rebecca sygemeldt med svær depression. Hun kontakter også HK, som overtager det videre forløb. Al kontakt med arbejdspladsen er nu i hænderne på HK, som også sætter hende i kontakt med en psykolog.

Først efter 3-4 måneder begynder Rebecca at indse, at hun ikke selv var skyldig i ydmygelserne.

- Det var så befriende at nå dertil. Fra at have gået med den tanke, at det måtte være mig, den var gal med. At jeg virkelig havde trådt nogen over tæerne, siden det kunne ske, til at kunne sige, at det er mig, der er okay.

Selvom Rebecca ved, at chancerne for at få anerkendt anmeldelsen som en arbejdsskade er meget lille, er hun vedholdende og skriver alt ned, hun kan huske, for at dokumentere hændelserne. 5 A4-mapper med håndskrevne noter bliver det til, foruden samtaler med og indhentelse af papirer og logoplysninger fra forskellige instanser i forsvaret.

Hun ved også, at hun skal væbne sig med tålmodighed, da det kan tage adskillige år at behandle en anmeldelse.

Champagne på køl

Trods forudsigelserne kommer det afgørende brev i Rebeccas e-Boks allerede i efteråret 2025. Først tør hun ikke læse og vælger i stedet at printe alle siderne ud.

Da hun kommer hjem, beder hun sin kæreste, som hun i mellemtiden er flyttet sammen med, om at lægge en flaske champagne på køl. Bare, hvis det nu skulle være …

Først om aftenen, når datteren og den nye lillebror på 2 år sover, kigger hun på brevet.

”Vi skriver til dig, fordi vi har undersøgt din arbejdsskadesag og har nu truffet en endelig afgørelse af tab af din erhvervsevne …”

At læse afgørelsen igen efter 6 år får tårerne frem i Rebeccas øjne.

- Det var så kæmpestort. Her gik jeg og troede, at det var et afslag, og så kom det her … det var helt vildt, siger hun.

Hårdt og nedslidende

Når Rebecca tænker tilbage på det, der skete i foråret og sommeren 2019, prøver hun at forstå det som det, mange af os har oplevet i skolegården. At man som medløber dækker sig ind bag den, der går forrest, for selv at føle sig sikker.

- Jeg prøver at retfærdiggøre det i mit hoved. At de andre ikke nødvendigvis ville mig noget ondt, men at de løb med, fordi de så selv kunne være sikre. Men at de valgte side, er også det, der gør rigtig ondt. De kunne jo lige så godt have stillet sig bagved mig.

I dag er Rebecca ansat på deltid i en administrativ stilling i Varde Kommune, hvor hun befinder sig godt. Hun bor med sin familie i en nærliggende landsby, og hun har det i det hele taget ’bedre end forventet’. Af nødvendighed er hun blevet bevidst om at drage omsorg for sig selv. 

- Jeg har lært, at det er okay ikke at sige ja til alle fødselsdage og familiefester. På et tidspunkt siger min datter også, at det er hyggeligt, når vi lige får tid et ekstra kram. Uden at tænke over det var jeg åbenbart begyndt at give hende to kram, når vi sagde farvel om morgenen.

Arbejdet med at dokumentere forløbet beskriver Rebecca som et fuldtidsjob i sig selv.

- Det har været en hård og meget nedslidende proces. Men heldigvis har jeg haft personer omkring mig, som har hjulpet mig og guidet mig igennem, siger hun.

Ifølge HK Stats oplysninger blev Rebeccas øverste chef forflyttet i forbindelse med fra Arbejdstilsynets strakspåbud. Det samme gjorde hendes nærmeste leder. Lederen imellem er stadig ansat i samme stilling.