Nadia står stærkt i et job, der vil kunne vælte de fleste

Foto: Tomas Bertelsen.

Hvis udenforstående spørger til Nadia Bouidoudanes arbejdsdag, fortæller hun meget gerne om sine gode oplevelser sammen med kollegerne. Det kan være, at de gik ud og spiste sammen, at nogen havde taget kage med, eller at de morede sig over en sjov video.

Men lige dér stopper åbenheden. Nadia er lægesekretær på Retspatologisk Afdeling, hvor man udfører retslægelige undersøgelser for politiet, og derfor er det faglige indhold i hendes job omgærdet af streng fortrolighed.

Afdelingen hører under Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet og dækker politikredsene i Østdanmark.

Jobbet over alt andet

Da Nadia i 2011 var færdiguddannet som lægesekretær på Herlev Hospital, var hun rundt på forskellige arbejdspladser inden for hovedstadens hospitalsverden, fx i psykiatrien, ved en anæstesi- og operationsafdeling, akutmodtagelsen og i et opsøgende psykiatrisk gadeteam, der tog sig af de mest udsatte borgere i samfundet.

Om Nadia Bouidoudane

2004-2008: Shippingagent i Lufthavnen, hvor hun arbejdede med farligt gods.
2008-2011: Uddannet lægesekretær ved Herlev Hospital.
2011-2021: Psykiatrisk Center Frederiksberg/København, Akutmodtagelsen Bispebjerg Hospital, Afdeling for Bedøvelse og Operation Rigshospitalet.
2021-: Retsmedicinsk Institut, Retspatologisk Afdeling.
2023: Valgt som TR for sine HK-kolleger.
Har sideløbende haft selvstændig virksomhed som personlig træner.
Er gift og har 3 børn.

 Især når hverdagen var uforudsigelig og indimellem højdramatisk, som i akutmodtagelsen, befandt hun sig godt. Men døgnarbejde var udfordrende for familielivet med mand og 3 børn, så hun begyndte at søge efter et job med dagvagt. Et, der kunne give hende de samme udfordringer – og gerne mere til.

- Jeg har altid været tiltrukket af de specielle arbejdspladser, konstaterer hun.   

- At komme til at arbejde på Retsmedicinsk Institut stod for mig som det ultimative job. Men også nærmest uopnåeligt. Jeg vidste jo, at der kommer man ikke bare lige ind, fortæller hun.

Når der endelig var stillinger at søge, var der måske 400 ansøgere. Men efter 3 forsøg kom hun i sommeren 2021 endelig igennem nåleøjet og blev ansat i sit ønskejob.

Forbrydelser, død og sorg

Rigshospitalet, som ligger på den anden side af Inge Lehmanns Vej, er forbundet med Retsmedicinsk Institut gennem en tunnel, som Nadia og hendes kolleger indimellem benytter. Her er det ikke uvant at se portører komme trillende med senge, hvor afdøde ligger gemt under lagner, på vej mod lighuset, som i daglig tale kaldes morguen. Ligesom man fra stueetagen jævnligt kan se rustvogne med kister køre op og ned ad rampen fra kælderen.

Generelt handler alt det, Nadia og hendes kolleger arbejder med, om død, sorg og traumer. Det kan være i forbindelse med volds- og seksualforbrydelser, ligfund eller pludselige dødsfald. Alt sammen tilfælde, der involverer politiet, og som kræver retslægelige undersøgelser.

Når lægerne har udført en obduktion, et ligsyn eller en personundersøgelse, er det lægesekretærens opgave at skrive den erklæring, som lægen dikterer, og som senere kan være bevismateriale i retten.

Valgte at overvære obduktion

En enkelt gang har Nadia været med ved en obduktion. Det er ikke en del af jobbet, men noget hun selv valgte, kort tid efter hun blev ansat.

- Jeg ville se, hvordan det foregik. En del af mit arbejde er at skrive det, som lægen observerer under obduktioner. Hvordan organerne – lungerne, leveren – ser ud. Når jeg selv har set det, har jeg en større viden om, hvad det er, lægen ser, når han eller hun dikterer sin obduktionserklæring.

En del af lægesekretærernes arbejde er at være i kontakt med de afdødes pårørende, når de fx ringer for at blive opdateret på sagen. Mennesker, som typisk er i dyb krise eller chok. Det skulle Nadia lige vænne sig til.

- I begyndelsen gruede jeg for de samtaler, hvor folk var i chok eller græd, for jeg er jo ikke psykolog eller terapeut. Men ved at prøve det og tale om det med mine erfarne kolleger eller min leder, fandt jeg ud af, at jeg jo ikke nødvendigvis skal levere en løsning. Det handler mere om at være professionel og lytte til, hvad personen prøver at sige. Nogle gange har de bare brug for at få luft, fortæller hun, og tilføjer:

- Og man skal vide, at man aldrig afslutter sådan en samtale med et ”hej, hej. Ha’ en god dag”.

Kan kun henvise til hjemmesiden

Det konkrete indhold i Nadias job er af gode grunde omfattet af streng fortrolighed, så sker det, at hun bliver spurgt af nogen uden for instituttets mure, eksempelvis om en konkret kriminalsag, giver det sig selv, hvad hun kan svare.

- Hvis nogen spørger til mit arbejde, så henviser jeg til, hvad der står på vores hjemmeside. Det er det, jeg kan gøre. Sådan er vilkårene, fastslår hun.

I Nadias nære familie er det dog sjældent, at nogen stiller spørgsmål, fortæller hun. De ved godt, at når hun forlader arbejdspladsen, lukker hun helt af for, hvad der foregår derinde, og at hun ikke kan udtale sig.

Sværest, når det handler om børn

De sværeste sager, fortæller Nadia, er dem, der handler om børn. Især børn, som har været udsat for seksuelle overgreb eller andre forbrydelser. Når den slags erklæringer skal skrives, er trygheden og samhørigheden i kollegagruppen afgørende. 

- Hvis det er for hårdt for én selv at tage en bestemt børnesag, fordi man måske har et barn på samme alder, spørger man kollegerne, om der er en anden, der vil tage den. Det er der altid.

Erklæringerne fra Retspatologisk Afdeling er et vigtigt element i samspillet med de involverede myndighedsinstanser. Afdelingens opgave er alene at dokumentere og vurdere skader neutralt og objektivt, og Nadia og hendes kolleger kender derfor ikke det videre forløb for de enkelte sager.

Det trygge rum med kollegerne

For at kunne beskytte sig selv mod at dvæle i de grusomme og ubærlige detaljer, hun får kendskab til i arbejdet, bruger Nadia nogle særlige teknikker:

- Jeg benytter mig af at tale med mine kolleger i det trygge rum, vi har sammen. Jeg øver mig også i at få tankerne væk, fx ved at tænde for radioen. Det hjælper mig til at komme videre.

Indimellem er der dog sager, som bliver hængende i bevidstheden og ikke vil slippe. Når det sker, går hun planken ud, som hun beskriver det.

- Selv om man opbygger en mental robusthed for at beskytte sig selv, skal man jo også anerkende sine følelser. Mærke, hvad det gør ved en, uden at være bange for det, siger hun og fortsætter:

- Når det sker, så spørger mig selv: Hvorfor reagerer jeg sådan her? Hvad er det ved den sag, der rører noget i mig? For mig handler det ofte om en dyb følelse af retfærdighed, der bliver krænket – især når det gælder sårbare børn. Når den følelse træder frem, er det som at gå planken ud.

Opstår der krisesituationer, kan Nadia og hendes sekretærkolleger få samtaler med en psykolog.

- Det er også en mulighed, vi kan benytte for at håndtere presset og fortsætte med at yde vores bedste i arbejdet, samtidig med at vi passer på vores egen trivsel, fortæller Nadia Bouidoudane.