”Det skete for rigtig mange år siden, da jeg var kontorelev. Her havde jeg en salgsdirektør, som mente, at han uhæmmet måtte lade sin arm køre over ens bryster hele tiden. Han udså sig altid et offer til jule- og sommerfesterne, som det var meningen skulle ende på hans kontor sammen med ham. Jeg var meget genert og fik ikke sagt fra med det samme, men til en julefrokost sagde jeg endelig fra, hvilket betød, at han efterfølgende ikke snakkede til mig. Jeg kan ikke være sikker på, at det er forklaringen, men jeg blev - modsat andre - heller ikke tilbudt job efter min elevtid.”
Kvindeligt medlem af HK/Privat, 54 år

Logo til Stop seksuel chikane 

”Jeg havde en kollega, som gerne ville ae mig på bagen i kopirummet. Jeg flyttede hans hånd et par gange og sørgede ellers for ikke at vende bagen til ham eller gå i samme kopirum som ham igen. Han kommenterede også på, hvad han kunne gøre ved mig, når min mand - som også er ansat i firmaet, men i en anden afdeling - ikke var her eller hjemme.  Men det fik jeg stoppet ved at fortælle ham, at han ikke når min mand til sokkeholderne. Jeg havde for et par år siden også en kollega, som var lidt for nærgående og lagde armene lidt for kærligt om mig, mens han slikkede mig i ørerne. Jeg blev tosset og sagde direkte til ham, at det skulle han ikke gøre igen. I første omgang kan jeg godt lide at klare tingene selv. Han var også nærgående over for en kvindelig kollega, og hun klagede over ham, så han fik en advarsel og fik frataget sine privilegier.”
Kvinde, 46 år


”For en del år siden - i en anden virksomhed end jeg er i nu - var der en direktør, som udviste en meget upassende opførsel. Ikke kun over for mig, opdagede jeg senere. Første gang, jeg oplevede noget, var da han pludselig aede mig på maven, mens vi stod og talte sammen. Jeg blev helt målløs. Senere sad han og tog sig selv i skridtet, når jeg havde møder med ham alene, og sidst, men ikke mindst, tog han mig på røven, mens vi stod i kø ved en julefrokostbuffet. Jeg skyndte mig væk. Det værste var frygten for at sige fra, da jeg havde en fornemmelse af, at jeg så ville blive behandlet dårligt af ham.”
Kvinde, 56 år


”Det er næsten 20 år siden, hvor jeg var til møde med hele ledelsen i Malmø. Efterfølgende var der middag, så det blev sent, og vi blev enige om, at jeg kunne låne gæsteværelset hos direktøren, som boede i Malmø. Jeg lå og sov på gæsteværelset med mit undertøj på, da jeg vågnede ved, at han lå ved siden af mig med hånden nede i mine trusser. Jeg fik mildest talt et chok og råbte op. Han gav udtryk for, at han syntes, jeg var snerpet, men luntede halvfuld ud af gæsteværelset. Jeg sad oppe hele natten med alt mit tøj på og havde det elendigt. Morgenen efter lod han som ingenting, selv om jeg konfronterede ham med det. Jeg brød fuldstændig sammen, da jeg ringede til min daværende kæreste og en veninde. Efter flere timer ringede jeg til HR-chefen i virksomheden, som først ikke troede på mig og efterfølgende hentydede til, at det var min egen skyld. Nogle timer senere ringede vicedirektøren og fortalte mig, at direktøren havde indrømmet det hele. Der blev lavet en aftale om, at jeg efterfølgende ikke skulle have nogen som helst kontakt med direktøren, men at al kommunikation skulle gå gennem HR-chefen og vicedirektøren”. 
Kvinde, 52 år

HK/Privat: Stop seksuel chikane! Hent artiklen

 

Logo til Stop seksuel chikane 
  ”For to år siden var jeg ansat et sted med mange frivillige. Et udvalgsmedlem sendte mig yderst intime billeder af sig selv og ringede til mig om aftenen for at invitere sig selv på kaffe. Han havde et ry for at være aggressiv og ringede også nogle gange og skældte mig råbende ud over noget, han syntes, at jeg ikke havde gjort godt nok. Jeg var for høflig til at sige fra og sætte ham på plads, så det fortsatte nogen tid. Der var i forvejen et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Jeg var stresset og blev afskediget og endte også med at blive sygemeldt i resten af min opsigelsesperiode efter at have holdt ud i et stykke tid.”
Kvinde, 60 år
 

”Da jeg en dag på min tidligere arbejdsplads kom tilbage fra frokost og ind på mit kontor, var der nogen, der havde lavet min pauseskærm om, så der stod noget i retning af ”Jeg er liderlig og vil bare have nogle mænd”. Jeg var så heldig at sidde på samme gang som sikkerhedslederen, så jeg strøg hen til ham, og han tog straks aktion på det. Han skrev ud til alle, at man måske ikke skulle tro, at seksuel chikane kunne foregå på vores fine arbejdsplads, men det gjorde det altså, og det kunne ikke tolereres. Måske var det ment i sjov, men det var det ikke for mig. Det var meget ubehageligt, at jeg ikke vidste, hvem der havde gjort det. Det gjorde mig utryg i lang tid”.
Kvinde, 50 år


”For knap ti år siden havde jeg en mandlig kollega, som havde et ry for at være grænseoverskridende over for de kvindelige kolleger. Han var samtidig dygtig og værdifuld rent fagligt, så der var vist ikke rigtig nogen, som gjorde noget ved det. Han slog mig på et tidspunkt i bagdelen, og senere tog han mig på låret under et møde, men der var jeg mere forberedt og reagerede med det samme ved at fjerne hans hånd og bede ham om at holde fingrene væk fra min krop.”
Kvinde, 55 år


”For fem år siden var hele min koncern samlet til julefrokost og skulle overnatte på hotel. I løbet af natten hørte jeg, det bankede på. Der blev sat en nøgle i døren, og den gik op. Jeg tændte lyset og så, at det var en af de øverste chefer. Jeg sov uden tøj på, og min dyne faldt ned. Jeg begyndte bare at skrige og råbe, han skulle gå ud. Han stod der bare, men lukkede så døren for at åbne den igen og sige, vi skulle spise morgenmad klokken ni, og derefter gik han. Jeg fik at vide i receptionen, at han havde udgivet sig for at være min ægtemand. Jeg sov ikke mere den nat og kørte tidligt hjem. Jeg kontaktede min direktør, og han gik straks videre med sagen, der betød, at manden fik frataget flere poster og fik et forbud mod at være på samme sted som mig nogensinde igen. Jeg følte mig såret og ramt, og jeg havde i lang tid svært ved, at min kæreste skulle komme for tæt på eller se mig nøgen. Jeg fik efterfølgende psykologhjælp betalt af virksomheden. HK blev også involveret, men fordi der blev taget aktion i virksomheden, ønskede jeg ikke at gå videre med sagen. I dag tænker jeg generelt meget over, hvordan jeg går klædt sammen med mine mandlige kolleger. Jeg er bange for at opfordre til noget.” 
Kvinde, 45 år

Stor undersøgelse om seksuel chikane blandt HK/Privats medlemmer

  ”Jeg lever åbent som homoseksuel, og jeg har ofte oplevet, at fordi jeg er ’anderledes’, så føler folk, at det er okay at drille mig og chikanere mig ’sødt’ med min seksualitet. Til julefrokoster er jeg firmabøssen – derfor kommer jeg ikke til de sociale arrangementer mere. Jeg har kolleger, som mener, at det er okay at tage mig i skridtet, beføle min krop, nusse mig i nakken og så videre. 
Da min øverste chef blev skilt, blev det almindeligt for ham at røre ved mig, når vi talte sammen, og opføre sig feteret og ’bøsseagtigt’ med løse håndled. Jeg er træt af, at fordi jeg er homoseksuel, så er det okay at tage mit sexliv sådan op, men jeg har svært ved at sige fra, når det sker af frygt for at blive fyret eller få stukket ud, at jeg er nærtagende og har misforstået situationen”.
Mand, 46 år 
Logo til Stop seksuel chikane 

 

”Jeg har til to forskellige julefrokoster oplevet, at min chef er blevet for nærgående. Første gang sad jeg ved siden af ham, og så lagde han pludselig hånden på mit lår. Jeg blev overrasket og tænkte: Hvad i alverden ligger der i det? Jeg fik skubbet hånden væk på en diskret måde. Til en anden julefrokost blev det endnu mere grænseskridende, fordi han helt bevidst hældte vin ud over mig og selv ville tørre det op. Der var flere af kollegaerne, der kommenterede på det bagefter, og jeg har også talt med en veninde om det. Men jeg har ikke gjort mere ved det, fordi jeg tænker, at han kun har gjort noget, når han var fuld. I hverdagen hverken gør eller siger han noget, der er ubehageligt. Heller ikke, hvis vi arbejder alene. Og jeg synes ikke, tonen på arbejdspladsen er seksualiserende til daglig. Men jeg sætter mig aldrig mere ved siden af ham til julefrokosterne.”
Kvinde, 50 år


”Jeg har en kollega, som jeg har været kæreste med for en del år siden. Han går virkelig over mine grænser. Han kan blive ved med at stoppe mig på gangen og sige: Hvad så, skal vi gå i kælderen? Og hvis jeg har fødselsdag, kan han finde på at prøve at give mig et kys. Han har ingen problemer med, at det er midt på gangen. Hvis jeg har en god dag med meget overskud, kan jeg sige: ”Det sker bare ikke” eller ”Hold nu din kæft”. Men andre dage forsøger jeg virkelig at undgå ham. Det er ikke sådan, at jeg går nedbøjet hjem, men det kan være med til at rykke humøret en tak den forkerte vej.”
Kvinde, 55 år