I 2020 tjente medlemmer af HK Privat 2 % mere i gennemsnit end i 2019. Det viser HK’s helt nye lønstatistik. Sammenholdt med prisstigningerne på kun 0,4 % i samme periode er den reelle lønfremgang på gennemsnitligt 1,6 %. Og det er pænt, mener formand for HK Privat, Simon Tøgern.

- I kraft af den meget lave prisudvikling har stort set alle medlemmer opnået reallønsfremgang. Så I har fortsat en tilfredsstillende lønudvikling. Det er meget godt gået af jer, siger han.

- Jeg havde ikke forestillet mig nogen stor lønudvikling under coronapandemien, for normalt hænger forbedret løn sammen med produktivitetsfremgang. Men tallene er udtryk for, at ikke alle dele af økonomien er lige hårdt ramt. Der er store branchemæssige forskydninger. Fx kører det meste af industrien derudaf, mens oplevelsesindustrien og alt, hvad der hedder hoteller og kursussteder, er hårdt ramt af nedlukningen.

Se lønstigningerne i HK Privats største faggrupper

Samme tendenser som altid

Selv om en privatansat HK’er i snit tjente 35.789 kroner i 2020, så dækker beløbet over store forskelle både mellem faggrupper og inden for faggrupper. Fx tjener medlemmer, der arbejder med computer facility management, lige under 50.000 kroner i snit, mens tandklinikassistenter tjener knap 30.000.

- Coronakrise eller ej, så vidner lønstatistikken om, at der er nogle tendenser, der bliver ved at være, som de plejer. Der er ikke noget nyt i, at fx laboranter og it-folk fører an, mens den grafiske branche klarer sig mindre godt. Brancherne klarer sig omtrent, som de plejer. Og vi kan se, at desto mere specialiseret du er, jo mere får du i løn - også inden for det samme fagområde. Fx er der flere penge i revisionscontrollerarbejde end i bogføring, siger Simon Tøgern.

Simon Tøgern håber, at de af jer, der halter bagud, vil bruge lønstatistikken til at få jer et fortjent lønløft.

Læs mere om lønforhandling under covid-19's hærgen

Tjek HK’s store lønstatistik