1. Jo, din løn bør stige

Coronakrisen er ikke i sig selv ensbetydende med, at du ikke skal stige i løn i år. Alene prisudviklingen, som de økonomiske vismænd forventer bliver 1,3 pct. i 2021, kan betyde, at du reelt kommer til at gå ned i løn, hvis du ikke stiger.

Når det så er sagt, er det meget forskelligt, hvordan virksomhederne er kommet gennem det seneste år. Mange har klaret sig godt, nogle endda rigtig godt, og er det tilfældet for din arbejdsgiver, skal du selvfølgelig forhandle. Er din arbejdsplads derimod hårdt ramt og gør brug af lønkompensation eller arbejdsfordeling, giver det bedre mening at vente til senere på året.

2. Alternativer til lønstigning nu og her

Kan du ikke få en lønstigning her og nu, kan du forsøge at aftale lønstigning med tilbagevirkende kraft, når virksomheden eksempelvis oplever ordrefremgang.

Hvis økonomien slet ikke er til det, kan du gå efter andre muligheder. Det kunne være en ekstra feriedag, retten til at arbejde hjemme i et vist omfang (også når der ikke længere er restriktioner) eller færre timer til samme løn (eksempelvis fri hver anden fredag).

3. Coronakrisen kan netop betyde, at du bør stige

Mange har under coronakrisen fået nye kompetencer, ansvarsområder eller arbejdsopgaver, som gør dig mere værdifuld som medarbejder og vil gavne din virksomhed i årene frem. 

Det kan for eksempel være, at du som følge af coronakrisen har opnået en specialviden eller været ekstraordinært fleksibel. En del vil nok kunne sige, at deres digitale kompetencer har fået et markant løft. Alene det at kunne deltage i et onlinemøde er måske ikke nok til at forvente en lønstigning, men har du eksempelvis lært at facilitere onlinemøder, så har du tilegnet dig en attraktiv færdighed.

Det afgørende er, at du gransker dine egne kompetencer og arbejdsopgaver og henter dine argumenter dér.

4. Kan koste dyrt ikke at forhandle

Efter finanskrisen oplevede mange lønmodtagere flere år med en svag lønudvikling, selv om virksomhederne begyndte at klare sig godt igen. Du kan således ikke forvente, at du automatisk vil få en fair andel i det opsving, der typisk følger en krise. Derfor er det vigtigt ikke at sakke for langt bagud nu. 

Accepterer du eksempelvis, at du ikke stiger i løn, selv om du alene på grund af prisudviklingen burde stige 1,3 pct., kan du ikke regne med at få indhentet efterslæbet næste år, hvor du så måske vil skulle bede om det dobbelte. Plus at du vil mangle renters rente.

Selv hvis du ikke får noget ud af en lønforhandling lige nu, vil du i det mindste have taget et første, vigtigt skridt i dialogen om din løn. Din arbejdsgiver vil vide, at du føler dig berettiget til en stigning, og det kan du bygge videre på.

5. Særlig vigtigt for visse grupper

Er du ny på arbejdsmarkedet eller bare ny i jobbet, er der ekstra meget grund til at forhandle din løn i år. Som ny stiger du typisk en del mere i løn end kolleger med 20 års anciennitet, og det betyder, at tabet af et års lønstigning på dette punkt i din karriere vil være særlig svært at indhente. Som ny vil du typisk også opleve, at det er i de første år, at du tilegner dig mange nye kompetencer og erfaringer, som du bør honoreres for. 

TIP: Forbered dig til lønsamtalen med vores interaktive skema, som leder dig gennem nogle af de vigtigste overvejelser.