Storrum

7 ud af 10 HK Privat-medlemmer, som til daglig arbejder på storrumskontor med mindst 6 kolleger, ville foretrække noget andet. Og halvdelen mener, at deres arbejdsglæde generelt ville stige, hvis de fik lov at rykke ud af storrumskontoret.

Det viser en undersøgelse blandt 1.037 medlemmer, som Epinion har lavet for HK Privat, skriver HK Privatbladet i sit seneste nummer.

Og udfordringer med storrumskontorer fylder enormt meget hos medlemmerne, bekræfter Heidi Lisette Bille, der er arbejdsmiljøkonsulent i HK Privat. Det handler først og fremmest om støj, forstyrrelser og koncentrationsbesvær.

10 tips til bedre trivsel i storrumskontoret

Jo flere kolleger, desto mindre glad

Ikke desto mindre er tendensen blandt samme gruppe medlemmer, at der kommer flere storrumskontorer og flere mennesker på kontorerne på deres arbejdsplads.

- Gennem årene er antallet af storrumskontorer kun steget i takt med antallet af studier, som påviser negative aspekter ved storrumskontoret, siger Tobias Otterbring, professor ved Ag-der Universitet i Norge, til HK Privatbladet.

Han har som tidligere ansat ved Aarhus Universitet blandt andet lavet et studie, som viste, at jo flere du deler kontor med, desto sværere er det at føle sig godt tilpas, samarbejde med sine kolleger, og være glad for sit arbejde.

Sådan har storrumskontoret udviklet sig

Fagligheder bliver blandet sammen

Men hvorfor fastholder virksomhederne storrumskontorerne, når så meget forskning peger på negative konsekvenser for effektivitet, koncentration, sygefravær og samarbejde? Økonomi og fleksibilitet ved forandringer – samt en formodning om videndeling, lyder det fra eksperterne i HK Privatbladet.

- Men vi ser ofte, at man i alt for høj grad har blandet faglighederne sammen. Højkoncentreret arbejde, der kræver ro blandet sammen med teamarbejde, der fordrer, at man taler sammen, siger Ole Ryssel Rasmussen, der er chefkonsulent ved Danmarks største arbejdsmiljørådgiver, Arbejdsmiljøcentret Human House.

- Hvis du gerne vil fremme vidensdeling, nytter det ikke noget at sætte folk ind et rum og sige: Videndel! Det sker ikke.