Lene Roed. Formand for HK Kommunal

Fyringer, dårligt arbejdsmiljø og personaleflugt. Det er ifølge både HK og Dansk Socialrådgiverforening nogle af følgevirkningerne af udsigten til en milliardbesparelse på beskæftigelsesindsatsen. Det skriver A4 Medier.

Den politiske aftale om, at der fra 2024 skal skæres 1,1 milliarder kroner årligt på beskæftigelsesindsatsen for at finansiere Arne-pensionen, har HK Kommunal tidligere betegnet som ’voldsomt bekymrende grænsende til det direkte uforståelige’.

Senest har regeringen, DF, SF og Enhedslisten indgået en delaftale om, at der allerede fra 1. januar 2022 skal spares 344 millioner kroner fortrinsvist på ungeindsatsen.

Usikkerhed giver dårligt arbejdsmiljø

Det er det besparelsesscenarie, der nu får blandt andre HK til at sætte ord på, hvordan medarbejderne i beskæftigelsesindsatsen frygter for deres job og udsigten til at løbe endnu stærkere, når der bliver færre hænder.

I kølvandet på delaftalen er der ifølge HK Kommunals formand, Lene Roed, allerede udmøntet fyringer.

- Vores medlemmer er dybt, dybt bekymrede over at se ind i den milliardbesparelse, der er aftalt, siger Lene Roed, der peger på, at situationen skaber stor frustration og usikkerhed på jobcentrene.

- Det påvirker jo alle, hvis du har en usikker arbejdssituation. Man bliver også berørt på sin faglighed som medarbejder, når der hele tiden skal skæres i ressourcerne. Det påvirker i den grad det mentale arbejdsmiljø, og hvis man ikke har det godt mentalt, påvirker det også ens fysiske tilstand, lyder det fra HK Kommunals formand.

Mulig personaleflugt

Alene udsigten til voldsomme besparelser påvirker de ansattes adfærd, understreger Lene Roed:

- Frygten for besparelser er noget, der fylder i en, og det kan betyde, at man allerede nu kigger sig om efter andre jobfunktioner.

Det vil ifølge Lene Roed i øvrigt være helt naturligt, at HK Kommunal sidder med ved bordet og bliver hørt, når så store besparelser skal udmøntes.

Kommunerne har ifølge A4 Medier valgt at udmønte besparelsen på 344 millioner kroner vidt forskelligt. Mens man i Aabenraa Kommune har fundet de manglende penge ad andre kanaler og indtil videre undgået afskedigelser, har man i Viborg besluttet at nedlægge 17 stillinger i jobcentret på grund af en større besparelse.

Artiklen er opdateret 24. november 2021