Introvert

Møder: Sørg for struktur på jeres møde, så de introverte lettere kan komme på banen

Som møder er struktureret i dag, er det ofte de ekstroverte, der kommer til orde. De er ofte hurtige til at sige, hvad de mener, og idéer hos udadvendte opstår ofte ved brainstorms eller sparring i samspil med andre. Indadvendte derimod har brug for tid til at mærke efter, før de kommer på banen med deres mening, ligesom idéer opstår, når de er alene. Interaktion kan ligefrem stoppe tankeprocessen.

Under coronapandemien og de tusindvis af digitale møder har mange introverte fundet det lettere at komme på banen. Det hænger blandt andet sammen med, at digitale møder ofte er mere strukturerede - det fungerer simpelthen ikke at tale i munden på hinanden. Der er heller ikke 10 andre mødedeltagere, der kigger på en - hvis kameraet er slukket, selvfølgelig. Ligesom det også er nemmere for introverte at skrive i chatten end at række hånden op i plenum.

Det kan derfor være en idé fortsat at holde møder online eller i hvert fald overføre den gode struktur til fysiske møder.

Læs også: Sådan favner du bedst en introvert kollega

Pauser: Introverte har brug for pauser uden kollegerne

Frokostpausen er der, hvor vi skal koble af og lade op til resten af dagen. For mange sker det med snak med kollegerne over frokostbordet i kantinen. Introverte vil derimod lade bedre op ved at sidde alene. Det er ikke, fordi de ikke indimellem vil synes, det er hyggeligt at spise frokost med kollegerne, men skab rammer for, at det ikke behøver være hver eneste dag.

Tid ved kaffemaskinen er på de fleste arbejdspladser en helt acceptabel pause, fordi det er der, man ofte får input, og gode idéer opstår. Sådan er det bare ikke for introverte - der kan small talk ved kaffemaskinen være drænende. Det kan derfor være en god ide at signalere, at det er lige så legitimt at trække 10 minutters frisk luft eller sidde i en sofa i et hjørne alene. Det kan også være, at I kan holde pauser sammen, hvor I ikke nødvendigvis behøver tale - i hvert fald ikke hele tiden.

Sociale arrangementer: Find kompromisser, så alle hygger sig

En tur på restaurant efter arbejde, sommerfest, fredagsbar og seminarer eller teambuilding med overnatning er aktiviteter, som ekstroverte elsker. For introverte derimod er det langtfra der, de gør sig bedst. Særligt den årlige julefrokost er et arrangement med ekstra pres.

Tal derfor om, hvordan I skaber sociale arrangementer, hvor introverte også føler sig godt tilpas. Det kan være, at der skal være en julefrokost for teamet eller afdelingen i stedet for hele huset - og så behøver den måske ikke vare en hel aften? I hvert fald ikke for alle.

Skab rammer for, at det er okay at gå tidligt hjem, og at det også er okay ikke at synes, at det sjoveste er at stå i midten af en cirkel på dansegulvet. Det kan være med til at fjerne noget af presset for introverte.

Læs også: Morten tænker, før han taler

Indretning og omgivelser: Lav rum til fordybelse uden forstyrrelser

Mellem introverte og ekstroverte er der stor forskel på, hvor meget stimuli de to modpoler kan klare fra omgivelserne. Det er derfor også ofte dér, der opstår en del problemer ude på arbejdspladserne. For ekstroverte opstår idéer ofte i sparring med andre. Impulsive præsentationer af det arbejde, man sidder med, og hyggesnak på kontoret er noget, mange ekstroverte finder hyggeligt og en kilde til energi.

For introverte derimod kan den slags virke stressende - faktisk er spontan small talk og afbrydelser noget af det allermest forstyrrende. Indadvendte har i stedet brug for at kunne trække sig og fordybe sig i deres arbejde uden alt for mange indtryk. Det kan tage enormt lang tid for en introvert at vende tilbage efter en afbrydelse.

Hvis man sidder i storrum, kan det derfor være en god ide at have en form for markering, man kan sætte op, når man ikke vil forstyrres, og have nogle afskærmede områder eller stillerum, hvor introverte kan sætte sig. Hjemmearbejdsdage kan også være en mulighed at tage i brug.

Læs også: Personlige kompetencer, du typisk kan skrive på cv’et som introvert og ekstrovert

Kilder: Postdoc Anna Pacak-Vedel, Psykoterapeut Ilse Sand, der er forfatter til bogen ”Introvert eller særlig sensitiv – guide til grænser, glæder og mening” og Camilla Lærkesen, der står bag bloggen og onlinefællesskabet ’Bevidst Introvert’.