Brainstorms og gruppearbejde, historier om ferier og familie over frokostbordet, sparring om pludseligt opståede idéer, small talk på kontoret og ved kaffemaskinen, teambuilding og fællesdans, samarbejde - og fuld fart frem til den allersidste udskænkning til julefrokosten. Og sådan kunne listen fortsætte med ting, der er en inkorporeret del af de flestes arbejdsliv - og som for mange er det, der giver energi og arbejdsglæde.
Men ikke for alle.
Læs også: Sådan skaber I de bedste rammer for både introverte og ekstroverte
Om du er introvert (indadvendt) eller ekstrovert (udadvendt) - eller et sted lige i midten (såkaldt ambivert) - har indflydelse på, hvilke arbejdsopgaver du foretrækker, dit arbejdsmiljø og den sociale omgang med dine kolleger.
Læs også: Sådan favner du bedst en introvert kollega
- Særligt, hvis du er meget introvert eller meget ekstrovert, betyder det meget for, hvordan du bedst trives. Og hvad du godt kan lide og bestemt ikke bryder dig om, siger Anna Pacak-Vedel, der er postdoc ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet og forsker i personlighedstræk.
Vi har bedt 3 eksperter om at opliste de kompetencer, henholdsvis introverte og ekstroverte typisk besidder. Måske kan du genkende dig selv? Og bruge dem til inspiration, næste gang du fx skal sende et cv afsted?
Ekstrovert
• God til at netværke og pleje relationer på arbejdspladsen
• Energisk - hvilket får ekstroverte til at udstråle energi og gåpåmod
• Dygtig team-medarbejder - god til at byde ind og får ofte gode idéer sammen med andre
• Socialt engageret - hjælper gerne med at holde det sociale omkring arbejdspladsen i gang, uanset om det er fredagsbaren eller morgenrundstykkerne,
introvert
• Struktureret - og derfor også god til blandt andet at holde overblik og lave opsummeringer
• Rolig, også i pressede situationer
• Specialist - introverte er gode til at fordybe sig, og typisk har de få områder, de ved rigtig meget om
• God til at få idéer - modsat ekstroverte kommer idéerne ofte, når de tilbringer tid alene.
Kilder: Anna Pacak-Vedel, postdoc ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet og forsker i personlighedstræk, psykoterapeut Ilse Sand, der er forfatter til bogen ”Introvert eller særlig sensitiv – guide til grænser, glæder og mening” og Camilla Lærkesen, der står bag bloggen og onlinefællesskabet ’Bevidst Introvert’.
Læs også: Morten tænker, før han taler