- Jeg vil gerne tage et medansvar for, at vores arbejdslivsglæde bliver så god som mulig. Vi er forskellige mennesker i forskellige livssituationer, og det skal vi gøre plads til. Derfor hylder vi friheden til at være forskellig. Det er ikke en individuel frihed, men en frihed med ansvar og respekt for arbejdsfællesskabet.
Sådan siger Stine Johansen, kommunaldirektør i Helsingør Kommune om tilgangen til det nye hybride arbejdsliv på bagkant af corona. I kommunen har hele organisationen været med til at sætte fire hjørneflag, som markerer muligheder og rammer om de nye måder at tilrettelægge arbejdet på
Praktikere og teoretikere debatterer
Det kan du høre mere om, når Chefgruppen inviterer til debat om det hybride arbejdsliv på Folkemødet. Det er torsdag den 16. juni kl. 12.00 til 13.00 i HK’s telt.
Med på scenen er også formand for Chefbestyrelsen, John Øllegaard. Til daglig er han strategisk chef i Holbæk Kommune. Og Lars Aarøe Hansen, voksenspecial- og psykiatrichef i Kalundborg Kommune og nyvalgt medlem af Chefbestyrelsen.
Derudover vil lektor Henrik Lund fra RUC og selvstændig konsulent, ph.d. Rikke Thomsen gøre os klogere på eksisterende viden fra forskningen om hybridarbejde samt praksis på fire administrative arbejdspladser, de har fulgt i et halvt år. Det har de gjort på opdrag af HK Kommunal Chefgruppen i undersøgelsen Dilemmaer og paradokser for ledere ved hybridarbejde.
Læs mere om debatten på Folkemødet (Linket er udløbet pr 8/9 2022)