Af Troels van Dijk, formand for Chefgruppens bestyrelse
I marts måned blev Chefbestyrelsen fuldtallig efter valget på medlemsmødet. Nu er vi syv chefer og ledere, der sammen har kastet kræfterne ind i arbejdet for på bedste vis at understøtte vores fælles arbejdsgrundlag i landets kommuner og regioner.
Og lad mig sige: Der er virkelig god energi, opbakning og engagement i arbejdet. Vi er et godt team, som favner bredt, både på det kommunale og regionale område. Vi byder ind med vores forskellige perspektiver og dagsordener og formår sammen at løfte os op og se udover det større ledelsesmæssige landskab: Hvad fylder, hvor skal vi være opmærksomme – måske endda på forkant – og hvor kan vi fortsætte det arbejde, de tidligere chefbestyrelser så fint har sat i søen.
De tre strategiske spor
Vi har valgt at tage fat om det, der før var vores ’pejlemærker’ i arbejdet. Dem har vi reduceret fra seks til nu tre ’strategiske spor’ for at samle fokus og kræfter i at arbejde i dybden med temaerne, fordi vi vurderer, at de er vigtige og fylder i mange lederes og chefers arbejdsliv:
- Generativ kunstig intelligens.
- Ledernes trivsel og arbejdsmiljø
- Fremtidens ledere.
Vi er stadig i gang med at kvalificere de enkelte punkter og forventer at sende materiale ud til alle medlemmer i første halvår af 2027. Sideløbende med det lægger vi kræfter i at være synlige i de fora, vi naturligt optræder i. Det gælder fx Folkemødet, hvor vi deltager hvert år og bidrage med Chefgruppens synspunkter, viden og erfaringer i forskellige debatter.
Vi vil også gerne høre fra dig
Senest var vi med på HK Kommunals egen konference Fag og Fremtid med AI som hovedtema. Det var en rigtig god oplevelse at deltage – og være afsted som samlet bestyrelse. Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig til det forsatte arbejde – og har du som medlem input, du mener, vi skal have med, så send os en mail på chefgruppen@hk.dk.