
Temafoto: Mostphotos
AI skal ikke lægges oven på arbejdet. Arbejdet skal tænkes om. For nok er AI et kraftfuldt digitalt værktøj, men det er ikke en løsning i sig selv. Det skal kobles til kerneopgaven, fagligheden, arbejdsgangene og ikke mindst den menneskelige dømmekraft. Og: Hvis ikke ledelsen gør det, tager medarbejderne selv styring. Derfor skal ledelsen kunne besvare det grundlæggende spørgsmål: Hvilke problemer og opgaver er AI det rigtige værktøj til – og hvilke er den ikke.
Medarbejderne er AI-positive
Sådan kan man sammenfatte konklusionen i en ny undersøgelse fra Mandag Morgen. Undersøgelsen ”Når generativ kunstig intelligens rykker ind på arbejdspladsen” bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 3.715 medarbejdere samt 15 dybdegående interviews og er blevet til i et samarbejde mellem Mandag Morgen og IDA, DM, HK og DI Digital.
Og den er helt klar i sit hovedbudskab: Generativ kunstig intelligens er på kort tid blevet en del af hverdagen på danske arbejdspladser, og medarbejderne er positivt indstillet. De peger på flere gevinster: 55 pct. oplever, at de løser opgaverne hurtigere, 44 pct. oplever bedre kvalitet i arbejdet, 35 pct. kan løse opgaver, de ikke kunne løse før, og 27 pct. får mere energi og motivation i hverdagen. Blandt de medarbejdere, der bruger teknologien til en stor del af deres opgaver, oplever 85 pct. tidsbesparelser og 71 pct. bedre kvalitet.
Men der er også skævheder: Opbakningen til teknologien er markant større på arbejdspladser med et klart formål og tydelige rammer for brugen af AI, og medarbejdere med stærke AI-kompetencer oplever langt større gevinster end medarbejdere uden AI-kompetencer.
Mangler retning fra ledelsen
Undersøgelsen peger desuden på udfordringer i implementeringen og brugen af AI på arbejdspladserne: Den siver mange steder ind hurtigere, end de formelle rammer kan følge med. Således oplever 40 % af medarbejderne ikke retning fra ledelsen, hver fjerde oplever i høj grad, at de ikke har fået kommunikeret et klart formål for brugen af AI. Næsten halvdelen kender ikke arbejdspladsens retningslinjer for brug af AI.
Det efterlader ledelsen med en overordnet udfordring: Manglende stillingtagen holder ikke AI ude. Den flytter ansvaret ned til den enkelte medarbejder. For når ledelsen ikke beslutter, beslutter medarbejderne selv. Det kan formand for HK Kommunal Chefgruppens bestyrelse godt genkende og forstå.
- For det første synes jeg, det er positivt, at medarbejderne er nysgerrige på teknologien og kan se muligheder i den. Men det understøtter også pointen om, at det ikke er nok bare at stille teknologien til rådighed. Vi skal opbygge kompetencer og samtidig være tydelige om, hvilke problemer vi ønsker at løse med AI. Det er også et budskab til mine chefkollegaer: Vi er nødt til at gå foran som ledere og tage ansvar for retningen.
Det kræver, mener Troels van Dijk, at også lederne opkvalificeres – ikke nødvendigvis i samme grad som medarbejderne, der sidder med teknologien i hænderne. Men for som minimum at kunne forstå det grundlæggende i, hvad teknologien kan og kunne se den på de områder, medarbejderne sidder med, både for at understøtte kerneopgaven bedst muligt og for at kunne høste de gevinster, der følger med.
- AI er ikke kun et værktøj, medarbejderne skal lære at bruge. Det er også en ledelses- og organisationsopgave. Vi skal kunne forstå teknologien godt nok til at træffe kvalificerede valg om, hvor den skal bruges, hvad vi ønsker at opnå med den, og hvor grænserne går. Det er også derfor, AI er et strategisk spor i Chefgruppens arbejde.
Hvad er vores kerneopgave?
Undersøgelsen munder bl.a. ud i seks anbefalinger (se boks), bl.a. at sætte en strategisk retning for brugen af AI. Også her bakker Troels van Dijk op.
- For mig begynder spørgsmålet ikke med, hvad AI kan. Det begynder med: Hvad er vores kerneopgave, for hvem løser vi den, og hvilken effekt ønsker vi at skabe? AI er en metode og et værktøj, men ikke en strategi i sig selv. Derfor giver en løsrevet AI-strategi ikke meget mening for mig. Teknologien skal kobles til den faglige kerneopgave, arbejdsgangene og de resultater, vi ønsker at skabe.
I forlængelse af det maner Troels van Dijk til ro i den hype, der lige nu kører om AI – både frygten for at blive hægtet af vognen, fordi AI-toget buldrer afsted med høj hastighed og for potentialet i AI – senest, at det kan risikere at udslettet menneskeheden, hvis vi ikke passer på.
- Der er meget store fortællinger om AI lige nu, både om de enorme muligheder og om de meget alvorlige risici. Jeg synes, vi skal passe på med både begejstringen og frygten som styringsprincip. Som ledere er vores opgave mere jordnær: Vi skal forstå teknologien godt nok til at vurdere, hvor den faktisk skaber værdi, og hvor den ikke gør.
For Troels van Dijk bør fokus derfor være at hæfte sig ved AI-begejstringen og -paratheden hos medarbejderne, som Mandag Morgens undersøgelse dokumenterer.
- Det er rigtig positivt, at der er energi og nysgerrighed blandt medarbejderne. Men det betyder ikke, at ansvaret for brugen af AI skal ligge hos den enkelte medarbejder. Det er vores ansvar som ledere at skabe det strategiske rum omkring teknologien: Hvor kan AI understøtte fagligheden og kerneopgaven, hvor skal den ikke bruges, og hvilke opgaver skal fortsat bero på menneskelig dømmekraft? AI kan langt mere, end vi nødvendigvis bør bruge den til.
Hvad kan og hvad skal AI?
Kommunerne er stadig, vurderer han, i ’kan’-fasen. Og er der, hvor medarbejderne kan mere end lederne – med god grund.
- Der er mange steder et kompetencegab mellem medarbejdere og ledere, og det er egentlig ikke så mærkeligt. Medarbejderne bruger teknologien konkret i deres arbejde og opdager derfor hurtigt nye muligheder. Ledere behøver ikke være de bedste til at prompte, men de skal forstå teknologien godt nok til at kunne tage ansvar for dens anvendelse, siger han og tilføjer, at på beskæftigelsesområdet kan AI fx understøtte forberedelse, dokumentation, overblik og refleksion.
- Men den faglige dømmekraft og ansvaret skal fortsat ligge hos mennesker, fordi vi stadig tror på, at der sker noget afgørende i mødet mellem mennesker. Derfor er en af de interessante gevinster ved AI netop, at den kan frigøre tid og kapacitet til det møde frem for at erstatte det. Det er den type valg, vi som ledere og organisationer skal være tydelige om. For vi skal huske på, at øget produktivitet først er interessant, når den bliver omsat til noget, vi faktisk ønsker mere af.
Læs undersøgelsen fra Mandag Morgen her
Anbefalinger: Når generativ kunstig intelligens rykker ind på arbejdspladsen
2 Skab klare rammer og meningsfulde retningslinjer
3 Samarbejd om udviklingen og skab organisatorisk forankring
4 Prioritér kompetenceudvikling og opbyg organisatorisk kapacitet
5 Anerkend det nye arbejde, som AI skaber, og tilpas arbejdsgangene
6 Skab en tryg kultur med plads til eksperimenter, spørgsmål og læring.