Faglig konsulent Mai Britt Tang opfordrer til, at man gemmer dokumentation for arbejde og kontakt med arbejdspladsen under sygdom. Foto: Carsten Snejbjerg.

En 35-årig kontoransat blev tidligere i år afskediget, da hun havde været syg i 126 dage i løbet af de seneste 12 måneder. 

Eftersom opsigelsen skete med henvisning til 120-dagesreglen, som nogle funktionærer er omfattet af, havde medlemmet kun ret til løn måneden ud + følgende måned.

Men medlemmet henvendte sig efterfølgende til HK it, medie & industri Hovedstaden, hvor faglig konsulent Mai Britt Tang gik i gang med at undersøge sagen.

Og hun opdagede hurtigt, at noget ikke var helt, som det skulle være.

Betydningen af en sms

- Medlemmet oplyste mig om, at hun i flere tilfælde var blevet kontaktet af kolleger på dage, hvor hun havde været sygemeldt, fortæller Mai Britt.

- Det er en vigtig oplysning, fordi en fuldtidssygemelding ændres til en deltidssygemelding, hvis man udfører arbejde. Det kan i princippet bare være at svare på en sms. I dette tilfælde var det særlig vigtigt, at henvendelserne ofte kom på fredage eller mandage. Reglerne er nemlig sådan, at hvis man er fuldtidssygemeldt på begge sider af en weekend, tæller lørdag og søndag også med som sygedage. Nu skulle nogle af disse weekenddage alligevel ikke tælles med.

Vigtig dokumentation

Undervejs var medlemmets egen dokumentation for arbejdet en stor hjælp.

- Hun havde gemt mails, sms’er og opkaldsoversigter, så vi kunne dokumentere, at hun havde fået disse henvendelser. De betød, at vi endte med at komme under 120 dage i vores regnestykke, siger Mai Britt.

Nu var sagen pludselig en anden, og arbejdsgiver måtte erkende fejlen. Medlemmet får derfor nu sit fulde opsigelsesvarsel på fem måneder med løn og er glad for afgørelsen. 

- For mig viser sagen, at man fint kan være fleksibel og hjælpe sine kolleger. Hvem ville ikke gøre det, hvis de havde brug for det? siger Mai Britt.

- Det er bare vigtigt, at man gemmer dokumentationen for den kontakt, der har været. Den kan få stor betydning.

120-dagesreglen

Nogle funktionærer er omfattet af 120-dagesreglen, hvor arbejdsgiver kan opsige dig med forkortet varsel, hvis du på 12 måneder har 120 sygedage. Du er kun omfattet af reglen, hvis det udtrykkeligt står i din kontrakt – typisk figurerer den under opsigelsesbestemmelserne.